I dag ville min far, Ib Raug, være fyldt 85 år. Født 10. marts 1932 – død 10. december 2008
Han var dejligt, men også til tider irriterende skør. Den dag var han sikker på, at han havde fotograferet en engel i sin baghave med udsigt over Storebælt. Men hvis man kigger godt efter midt i englen, vil de, der på hans ældre dage kendte ham med briller, kunne genkende hans ansigtstræk. Jeg har undersøgt fænomenet, og tror, jeg fandt ud af, at det, hans kamera fangede, var et såkaldt ”Brocken-Spøgelse”. Et optisk fænomen, som er beskrevet af bjergbestigere og som også kan opleves på flyrejser oppe over skyerne. Men hvem kan vide, hvordan engle har lyst til at vise sig for os mennesker – og hvem af os kan tillade sig at påstå, at englevinger kun kan være hvide?
Nedenstående var min fars gave til mig i 1988 ved min 35 års fødselsdag. Jeg fik ikke rigtigt læst ordene før 20 år senere, da papiret fald ud af en bog, jeg ikke havde haft i hænderne siden. Det var 2 dage før, jeg skulle begrave ham. Jeg læste skriftet op, da han nogle måneder senere vendte hjem til havet. Da de syv planeter endelig blev som én og alt vandet kom over på hans side. Jeg vil nu sende den retur ud i universet som min fødselsdags-hilsen til ham:
Vi bliver født ind til en verden fuld af begivenheder, der også vil være der, selv om de aldrig sker.
Det var en dag som denne. For længe siden. På en fjern og længst forsvunden planet, blev tiden skabt. Ud af intet. Skabt i tanken. En kraft, hvis evige cirkel drejer universer, kasserer dem og skaber dem.
I det store område omkring Ozonfloden, som beherskedes af den fødende Enke fra K’lam, stod et urgammelt Adjuktræ. Vi ved alle, at det er Klogskabens og Videnskabernes grundstamme. I den blåsorte skygge fra det næsten krystalliserede bladhang sad et barn og legede i sandet. På denne afstand kunne jeg ikke se, om det var en dreng eller en pige. Selv sad jeg med ryggen op imod et klippestykke og følte jordvarmen strømme gennem kroppen. Den lille havde ikke set mig, og jeg skulle lige til at give mig til kende, da jeg blev fanget af sceneriet under træet.
Den lille sad og gravede i sandet. Barnet kunne være 5 eller 20 år gammelt. Det var ikke til at bestemme med sikkerhed. Pludselig begyndte det at tale. Ikke et barns tale. Ikke et almindeligt menneskes tale overhovedet. De små hænder blev begravet dybt i sandet, der blev løftet op imod de syv planeters bue, og ordene, der strømmede ud af munden, var i et sprog, som ikke var blevet talt siden – ja siden ”Uni-relokationens dage”. Der var en sær styrke i stemmen, og selv om jeg ikke forstod det mærkelige sprog, gav den dybe indlevelse og inderligheden en følelse af universel forståelse og samhørighed, som fik tårerne til at trænge sig frem.
Hvad var det, der var ved at ske. Var jeg allerede blevet så gammel, at tiden skulle forberedes. Denne mulighed fik alle mine erindringer og hele mit livsforløb koncentreret i nogle skarpe glimt, der trængte ind i min sjæl og tyngede mig til jorden i en smerte så stærk, som jeg aldrig før havde følt den. Dette er døden, tænkte jeg, og løftede hånden for at tilkalde barnet. Jeg var sikker på, at barnet kunne hjælpe. Men min stemme var låst fast, og mine læber forblev lukkede.
Så – lige med ét – så det ud, som om alle kraftstrålerne fra de syv planeter samledes og belyste os. Barnet, mig selv og Adjuktræet. Den blå-lilla farve ude fra rummet omsluttede os helt. Beskyttende og kærligt. Barnet vendte sig og så mig ligge dér ved klippen, og igen prøvede jeg at fange dets opmærksomhed. Men det smilede bare venligt. De lyslilla strålefingre glitrede på ansigtet, og pludselig kunne jeg se, at barnet ikke var af denne verden, og en dyb, dyb følelse af fuldendthed fyldte mig. Her – lige foran mine øjne – var svaret på alt. Den universelle kraft uden grænser. Kraften, der kunne vende op og ned på alt. Tiden. Den kraft, der kunne give enhver umulig drøm en mulighed. Tiden, der kunne fylde tomrummet mellem fødsel og død, var skabt.
Det lille, mærkelige barn samlede alle de små legesager, det havde haft med sig, smilede til mig og begav sig så afsted i retning mod de gyldne bjerge. De bløde, lilla stråler fulgte barnet et stykke vej, så forsvandt de op – og væk – ud i det blåsorte rum.
Alene tilbage ved Adjuktræet fik jeg med besvær rejst mit tyngede legeme, renset mine klæder og bevæget mig over til træet. Jeg satte mig på det sted, hvor barnet havde leget og begyndte at grave i sandet. Jeg prøvede at holde det fast mellem fingrene, men det var så fint som støv og løb ned på grunden igen. Jeg tog en håndfuld og lod sandet flyde fra den ene hånd til den anden. Til at begynde med uden større forsigtighed, men efterhånden, som der blev mindre og mindre, blev jeg mere varsom. Men jo mere forsigtig jeg blev, des mere sand løb ud mellem fingrene.
Og sådan må jeg tilbringe min aften – i forsigtighed – lige til de syv planeter bliver som én, og alt vandet kommer over på vores side.
Ib Raug februar 1988/Pia Raug marts 2017