Først i går gik det op for mig, at Doris Lessing døde i sit hjem i London i søndags, 94 år gammel. Det var en aldrig svigtende “livsledsager” som døde. Jeg har fulgt hende – og hendes ord har i den grad fulgt mig – siden jeg opdagede hendes Shikasta-serie: “Canopus in Argos” stort set samtidig med, at første bind udkom i 1979. Jeg var bjergtaget, og det var svært at vente tålmodigt på de efterfølgende. Der gik endda kun fire år mellem første og femte. I 60erne var min mor medlem af Unions bogklub, og “Græsset synger” stod i bogreolen; men jeg følte mig aldrig fristet over evne. Nu fylder Doris Lessing næsten en meter i min bogreol; men kun hendes to selvbiografiske bøger fylder næsten lige så meget i mig, som Shikasta. Jeg læser helst serien på engelsk, og det er en sproglig oplevelse i sig selv; men lykkeligvis yder Niels Søndergaards danske oversættelse hendes sprog al den retfærdighed, som overhovedet er mulig i en oversættelse. Jeg har læst serien mange gange gennem årene – men med så passende intervaller, at læseoplevelsen hver gang har været ny. Fordi jeg selv er forandret og har kunnet læse noget ikke før opdaget ind i bøgerne. Det var Shikasta-serien, som gav mig inspiration og mod nok, da jeg mellem 1995 og 2000 skrev min roman, “Bristepunktet”. Uden Doris Lessing og min forlægger Ole Knudsens tillid , ville jeg end ikke have turdet tænke mig selv som romanforfatter.
Jeg har aldrig forstået, hvorfor Doris Lessing gennem tiden først og fremmest er blevet karakteriseret – og måske endda forsøgt sat i bås – som feminist eller eks-kommunist. Men måske har det netop været for at kunne få hold på alt det grænseoverskridende hos hende. Noget som ofte kan ske, hvis verden har brug for at få sat sin egen samvittighedens stemme bag lås og slå. Doris Lessing blev tildelt Nobelprisen i Litteratur 7. dec. 2007. Hendes “Nobel Lecture” kan findes mange steder både i skriftlig og trykt form, men også i et live-dokument fra oplæsningen ved selve prisceremonien. Både hendes forfatterskab, hun selv og pristalen – “On not winning the Nobel prize” – er stadigvæk værd at gå på opdagelse efter.
Pia Raug