Der skal særlige begivenheder til, før ordene presser sig tilstrækkeligt på og MÅ ud. Og der er åbenbart ikke sket noget i mit liv væsentligt nok siden Cohens fødselsdag :-).

Men i dag er en sådan dag. En 85% solformørkelse over et overskyet Danmark. Her på Omø trak skygardinerne sig dog væk fra solskiven et kvarters tid før eclipsen tog sin begyndelse. Jeg havde ingen formørkelsesbriller, men denne formiddag var alligevel mærkelig og vidunderlig. Det er ikke ofte, vi får lov til at opleve verdensrummet og naturens kræfter med ærefrygt. Oftest mærker vi dem kun, når kloden skyder ryg, eller når klimaforandringerne raser og får os til at føle, hvor skrøbelige væsener, vi egentlig er – og hvor kort afstanden mellem lyset og mørket faktisk er. Men som regel foregår den slags langt væk fra vore breddegrader, så vi hurtigt kan ånde lettet op, prise os lykkelige og fortsætte i vores vante gænger.

Men når selv klarhjernede metrologer fra Færøerne får ærbødighed i stemmen, så ER der noget særligt på spil. Her på Omø mærkedes det allerede fra den tidlige morgen. En usædvanlig stilhed lå over øen – og når et stille sted som dette bliver tyst, så kan det for alvor høres. Alting nærmest holdt vejret. Mågerne stod ikke og stampede som stepdansere på min græsplæne for at lokke ormene op af jorden til servering, som de har gjort det hele denne vinter. Selv varmepumpen stod stille og lyttede.

Så mens verden stod dér tøvende og åndeløst årvågent, måtte jeg finde dette lille afsnit fra min roman “Bristepunktet” frem. Bogen udkom på forlaget Forum i år 2000. I kapitlet “Vestalinden” er der en kort beskrivelse af en solformørkelse over det antikke Rom. Heldigvis ER der sket meget med menneskeheden siden den gang. En solformørkelse kan ikke længere bruges til udbytning og ugudelig egennytte; men lykkeligvis kan vi stadigvæk bjergtages, når verdensaltet taler så højt og tydeligt som i dag – og for en sjælden gangs skyld uden at det koster menneskeliv. Og vi kan prise os lykkelige for, at vi trods alt har bevæget os en anelse længere frem imod lyset siden den gang:

“Nu vil augurerne kroge sig, og tilskynde folket til at bringe rige offergaver. Mange af Roms forskræmte, uselvstændige indbyggere vil være stupide nok til at hoppe på løgnen. De ønsker sig intet andet af livet end at stå inderst i en flok og få besked på, hvorhen de skal vende sig, og så gør de det blindt. De lægger ansvaret for deres skæbner i hænderne på dem, som holder magten, og så kalder de det gudernes bestemmelse.  Som når de selvtilfredse, indtørrede, skinhellige såkaldte præster forudsiger, at om to dage vil solen forsvinde midt i middagstimen. Mørket vil sænke sig over byen, som om det var nat. De vil stå der på Palatinerhøjen i deres ceremonielle dragter, med deres slangestave højt hævet mod himlen og med dramatiske gebærder nedkalde gudernes mørke over byen. Og så skal I se, hvor folk får travlt med at bringe kostbarheder til templerne. Tåber! Som om ikke alle oplyste mennesker ved, at denne solformørkelse har været forudsagt i flere år. De stjernekyndige har beregnet sig med nøjagtighed til netop denne time og denne dag. Alt augurerne behøver at gøre, er at slagte et par hanekyllinger, lade en masse blod sprøjte ud over de måbende tilskuere, og med majestætiske miner fastsætte den pris, som guderne kræver for at formildes. Folk måber godt nok, men de ryster ikke let op med deres sammenpugede skatte. Men de har forberedt sig, og når de kan se, at spådommen er ved at gå i opfyldelse, så kommer de frem i løbet af ingen tid. Og se, på trods af den sene betaling formilder guderne sig virkelig. I løbet af nogen tid vender lyset tilbage, og augurerne løfter sejrstolte armene mod himlen som i triumf. De snoge. De ved udmærket godt, at de intet andet er end simple røvere. De tømmer folderne i folks togaer og læderposerne om deres halse, og de kan slippe af sted med det, fordi folket er overtroisk og uvidende. Imens bliver de virkelige guder forsømt og udpint.”

Jeg har i disse nætter læst en netop udgiven og forunderlig bog færdig: “De store Indviede” af Éduard Schuré. Den blev udgivet i 1889, og er nu udkommet på dansk på forlaget www.lemuelbooks.com . Den har været en sand åbenbaring, og har fortalt mig, hvorfor jeg den gang kastede mig ud i at skrive “Bristepunktet” alene ud fra intuition eller en slags erindring. Med Schurés gamle skrift blev jeg klar over, at rødderne er meget dybere end som så. Så hvis du er til den slags, så er “De store Indviede” et ‘must read’.

Pia Raug