I morgen er jeg inviteret til at give en lille koncert ved Dansk Artistforbunds medlems-lounge. Det er vist første gang, jeg er blevet inviteret til at synge blandt mine kolleger, og her til aften er det gået op for mig, at det føles ganske stort efter mere end fyrre år på scenen. Det fik mig til at tænke, at det måske var på tide, at jeg fortsatte den kronologiske rejse gennem alle mine sange, som jeg påbegyndte for et årstid siden. Jeg kommer ikke til at synge “Eventyret om den blå månes dal” i morgen; men det føles alligevel, som om der er en dyb og uforklarlig sammenhæng. Måske er det netop på sådanne dage, man skal genfinde en lille flig af barndommens Blå Månes Dal.

 

Da jeg blev læsefærdig, læste jeg meget. Det var mest triviallitteratur, for det var det eneste, jeg havde rimelig fri adgang til; men det gjorde ikke så meget, for min fantasi lagde alt det manglende til og dannede uforglemmelige billeder, som jeg siden forgæves har ledt efter, når jeg som voksen har genlæst de bøger, som betød voldsomme erkendelser i min barndom. De overskredne grænser fandtes ofte kun indeni mit hoved og sjældent i de trykte ord. Men det gjorde det heldigvis ikke mindre virkeligt.

Tidligt læste jeg James Hiltons ”Tabte Horisonter” og blev overvældet at antydningerne af metafysiske fænomener beskrevet med det skær af myte eller eventyr, som gør det tilladeligt i en verden, som ellers binder sin tryghed op på materialitet. Historien handler om en pilot, som efter en ulykke bliver reddet af munke, der lever i en hemmelig, frugtbar dal i bjergene, ”Den blå månes Dal”. I denne dal lever menneskene evigt og lykkeligt. Han forelsker sig i en ung pige og ønsker at bringe sin kærlighed med sig til sin egen verden. De sniger sig ad hemmelige stier; men da de har forladt dalens beskyttende klima, opdager han, at hans elskede ældes for hvert skridt, de tager ud imod hans virkelighed. Hun dør hurtigt af alderdom, og han tilbringer resten af sit liv med at lede efter den glemte dal. Så vidt jeg husker uden held.

Mit sind var højspændt med de tanker, bogen vakte hos mig. Alderdom og ungdom. Evigt liv og døden. Jeg forstod, at indeni mig lå kimen til en gammel kvinde, som engang skulle dø. Og at der i de gamle koner, jeg så i bussen, var en rest af mig. At jeg allerede havde forladt min ”Blå månes Dal” og mit Shan-gri-la, og at jeg end ikke havde været bevidst om det, da jeg brød op. At jeg hastigt var i færd med at ældes. At min barndom allerede var forbi, fordi jeg nu kunne tænke på den med længsel. At det måske var vigtigt at finde en måde at kunne gennemleve sine sekunder, minutter, timer, dage, uger, måneder og år på med en lille del af evighedens ”Blå månes dal” intakt. At huske bare en lille del af hvordan barnet oplevede verden og skabte sine egne ritualer ud af tilsyneladende dagligdags begivenheder. Ikke altid at se verden som bare rationel, men også at se poesien i stjernerne og landskabet, og mytiske ritualer i store husholdningstændstikæsker forede med mos til den nøgne fugleunge, som lå forvreden og død under tagrenden om morgenen. Ikke at frasige sig den rituelle kraft ved en strøm af tårer ved ukendte ”venners” død. En samhørighed og et venskab med alle ting og alle væsener.

Huske de første, store eksistentielle spørgsmål, som barnet stillede sig selv og omverdenen: Hvem ejede de kirsebær, som ganske vist voksede på naboens træ, men som hang på grene, der rakte langt ind over hækken i mormor og morfars have? Havde man lov til at spise dem? Og hvis var de krokus, som voksede på den smalle strimmel gruset jord under hækkene ud til fortovet? Var det ingens blomster, eller var det alles blomster? Og var det en synd at plukke dem til sin mor?

En fornemmelse af, at det menneske, som på én gang kan rumme den lille pige, den voksne kvinde og den gamle kone, har formået at bevare en lille del af den blå månes dal i sig, og derfor er i besiddelse af en hemmelighed, som kan forvandle tilværelsens enkelte øjeblikke til noget, der rækker langt ud over bare det at forbruge tid, og som fra tid til anden kan male en tilsyneladende grå virkelighed med en magisk pensel. At denne forvandlende hemmelighed ikke kan findes i den ydre verden, end ikke i Himalayas uvejsomme bjergegne, men må søges i det enkelte menneskes egne, indre landskaber.

Pia Raug – Vesterbro 10.10.2017