Det nærmeste Omø kommer på guld og grønne skove er givetvis Gabriel Axels film fra 1958.
Selv om jeg efter min far arvede det sted på øen, som kaldes Skovbanke, så fældede oktober-stormen det sidste af det, man med nogen rimelighed kunne kalde for en skov. Og hvor mange træer skal der i grunden til? Der kommer heller ikke voldsomt mange amerikanere på øen og drømmen om det sorte guld og et olie-eventyr slukkedes for bestandigt med filmen “Guld og grønne skove” i 1958.
Gabriel Axel døde søndag 9. februar, 95 år gammel. Han blev født et halvt årstid før første verdenskrigs afslutning og bevægede sig som filmmand gennem mange år og mange genrer. Sikkert først og fremmest af nød og mangel på økonomisk opbakning til den unikke kunstner i ham. Det er mere end let at overse “Guld og grønne skove” i skyggen af f.eks. “Babettes gæstebud”. Selv ville han formodentlig hellere end gerne overse den; men på trods af den banale folkekomedie-historie, som udspiller sig i rivaliseringen mellem to småøer i det danske øhav, så fortæller filmen i randbemærkninger alligevel en lille flig af en Danmarkshistorie, som for længst er hedengangen. Hans statister var rigtige, levende og autentiske småøboer med brugte ansigter og barkede hænder, og der går endnu frasagn på øen om den gang, skuespillere og filmhold rykkede ind fra København og okkuperede øen i ugevis og indlogeredes i de private og for det meste ret primitive hjem.
Afstanden i tid er faktisk større end afstanden mellem datidens og nutidens Omø. Stort set er der kun asfalten til forskel. Man kan stadig gå eller køre ad de samme veje, som filmen bevæger sig på. Og på trods af mangelen på olie og skove, så er det ikke desto mindre en plet på Jorden, som kan nære de svimlende drømme. På Omø bliver der højt til loftet, og når man befinder sig der, er det alligevel ikke helt ufatteligt, at løftet om guld og grønne skove søges indfriet netop dér. Øen rækker sine arme langt ud i verden, og det er forbløffende så mange mennesker, som på én eller anden måde har en levende relation til denne lille plet på planeten.
En læser her kommenterede for nogen tid siden, at det dog var utroligt, som det hele handlede om død. Men jeg vil gerne fortælle om det og dem, der betyder noget for mig, og det er en hel del simplere at fortælle om mennesker ved deres død end ved deres fødsel, for der ligger jo netop et helt liv imellem. Et levet liv, som måske stadig kan vække nysgerrighed, og som måske kan få andre end mig til at søge guld på ukendte og uventede steder.
Eller også kommer trangen til at sætte sit eget liv i perspektiv i forhold til dem, som blev det levende fundament under ens egne fødder, af, at de nu lige så stille begynder at glide ud af verden. Måske kommer det med alderen og med en tiltagende fornemmelse af sig selv som gæst i en verden, som bliver sværere og sværere at genkende.
Hvis I ligesom jeg kan overfaldes af den følelse, så er vi nok nogenlunde jævnaldrende, eller mere til, og så vil I måske ligesom jeg kunne finde en mærkelig glæde og fortrøstning i Friedrich Rückerts digt “Ich bin der Welt abhande gekommen” (Jeg er faldet ud af Verdens hænder/Jeg er blevet væk for Verden) – og hvis I så oven i købet leder og finder Kathleen Ferriers indspilning af Mahlers tonsætning af digtet, så er der gyldent guld at forundres over i samspillet mellem stemmen, teksten og kompositionen.
Hvis I vil søge efter guld hos Gabriel Axel, så skal det nok snarere findes i “Babettes gæstebud” end i en søgen efter olie eller skove på Omø; men det er alligevel lykkedes ham at fange lidt af øens og datidens ånd og holde den fast for eftertiden. I så høj grad, at man stadig kan fornemme den, når man ankommer til Kirkehavn med færgen fra Stigsnæs og begynder at bevæge sig ud i de meget skiftende, diminutive landskaber. Og faktisk tror jeg at kunne spore en lille hilsen til øen fra Gabriel Axel sammen med et genskin af de gamle Omø-boeres liv og ansigter, når jeg genser Babettes gæstebud.
Pia Raug