Det er i dag 1. marts, og det vinterfrosne hjertes kvarts trænger til at smeltes ved at se det.
I år er det 70 år siden nazisternes likvidering af Kaj Munk på Hørbylunde Bakke ved Silkeborg den 4. januar 1944. Nogle få måneder forinden havde han skrevet “Den blå anemone”. Jeg har et sted læst, at Vedersø-præsten ikke gav julegaver, men til gengæld skrev digte, som blev sendt som julehilsen til venner og familie. Julehilsenen i 1943 var netop digtet om den ukuelige, lille anemone, som han havde hentet på sin fødeø, Lolland, og importeret til det barske, vestjyske klima med håbet om, at den måtte overleve omplantning til “denne fjendske zone”. Kaj Munks anemone overlevede og lever stadigvæk, kærtegnende, i folkemunde – men uforståeligt nok IKKE i den danske salmebog. Dogmatikken siger vist desværre, at man ikke må sige “jeg” i en salme, så anemonen har ikke fundet nåde for de strenge blikke. Heller ikke her efter disse mange år, hvor den som en lille amazone har overlevet mellem mennesker, selv om den med Kaj Munks bekymring in mente, har måttet savne sit “skovkvarter, sin lune luft, sit fede ler”. Men anemonen forgik ikke!
Jeg indspillede sangen første gang i 1984 som en del af musikken til to film om Hærvejen – og igen i 1991 på cd’en “Håbet” sammen med Steve Dobrogosz og alle de salmer, jeg elskede mest, da jeg var barn. Jeg har ikke problemer med, at det er et “jeg”, der synger til Vorherre og sjælen. Men sangen kom også til at betyde noget himmelsk og livgivende for mig ved en lejlighed, som blev én af de smukkeste erindringsperler på min livstråd.
Vinteren 1986/87 blev en rigtig isvinter. Den 15. januar flyttede jeg fra det lunere Østfyn til Strib ved Lillebælt. Brændestablen måtte jeg dog efterlade. Frosten var så hård, at stablen var blevet til én stor, sammenfrossen brændeknude, som først lod sig adskille langt ind i april. Jeg kom til et Lillebælt med voldsomme is-skruninger og et kraftigt tidevand, som den vinter flere gange i døgnet fik pak-isen til at blokere al sejlads på Bæltet. Jeg kunne om formiddagene betragte skarv og andre havfugle komme ridende ind ad Bæltet på hastige isflager, og var af og til overbevist om, at det var de samme skarv, som om eftermiddagen tog sig en gratis returbillet op i Kattegat efter at have været på et kort besøg ved Føns eller helt nede i Assens. Når tidevandet vendte, kunne jeg betragte, hvordan isflagerne kolliderende klaskede sammen med øredøvende brag ud for fyret, fordi tidevandet vendte hurtigere ude i strømmen end ved bredderne.
En dag, hvor de allertidligste tegn på forårssol efter en lang, kold vinter viste sig, bankede det for første gang uventet på hoveddøren i mit nye hjem. Synet, der mødte mig, var den største buket lyserøde tulipaner, jeg i mit liv har set – og så med et par bukseben forneden. Da jeg fik kigget nærmere efter, skimtede jeg mellem blomsterhovederne en lidt ældre mands ansigt. Ansigtet spurgte lidt forsigtigt: “Må jeg få lov at komme indenfor et øjeblik?” Han var min første, uventede gæst, så jeg havde nok sagt ja – også uden tulipaner.
Men da han var kommet indenfor sagde han: “Ja – jeg er altså tulipan-gartner; men jeg er også nabo til Lise Munk oppe ved Vedersø. En dag sagde hun til mig: “Du kommer jo så tit på tværs gennem landet. Jeg ved, at Pia Raug er flyttet til Strib. Så kunne du ikke en gang, når du alligevel skal over Lillebælt, gå ud og plukke en stor buket af dine lyserøde tulipaner, køre forbi Strib og banke på hos Pia Raug og sige hende tak fra mig, fordi hun har indsunget “Den blå anemone” så smukt!” – Og her er jeg altså!”, sagde tulipan-manden.
Jeg fik aldrig hans navn, og har siden forgæves forsøgt at finde Lise Munks gode nabo. Hun boede indtil sin død i 1998 i den gamle Vedersø præstegård, som i 2010 blev indviet for offentligheden som mindestuer for Munk. Jeg har endnu til gode at besøge stedet; men hvis lejligheden byder sig, må jeg prøve, om jeg kan finde den rigtige tulipangartner i nærheden. Måske kan han stadig findes.
Der er dog ingen tvivl om, at jeg er den, der har størst grund til taknemmelighed. Både overfor den mand, som var så omsorgsfuld, at han ville gøre en omvej og træde ind over en fremmed tærskel for at bringer bud; men ikke mindst overfor Lise Munk, som havde plads til at have mig med i sin kærlige tanke. Den tanke, som blev en uvurderlig perle på min livstråd. Jeg tænker altid på Lise Munk og tulipanerne, når “jeg” får lov til at synge “Den blå anemone”.
Pia Raug