Knud Vilby runder i dag 75 – og som et udtryk for min dybe respekt for hans aldrig svigtende utrættelighed, viderebringer jeg her den tale, jeg var blevet bedt om at holde, da han søndag den 20. november sidste år på Krudttønden modtog årets pris fra ”Gelsted, Kirk og Scherfig-fonden”. Den dag kombinerede jeg den i hans ånd med mit ret alternative Juleevangelium lagt op her den 10. januar.
Hermed vil jeg ønske dig – og ikke mindst alle os andre – tillykke med dig, Knud:
Kære Knud – Hvem og hvad er det, du er?
Det var ikke så lidt af en opgave, jeg kastede mig ud i, da jeg i sommer fik sagt ja tak på forespørgslen fra Fondens Bestyrelse, om jeg ville holde pristalen til dig i dag. I mellemtiden har jeg været igennem de relevante bøger i mit bibliotek for at finde ud af, hvor jeg synes dit slægtsskab med de stolte ophav er tydeligst – og med hvem af dem mest. Der er selvfølgelig – som der var mellem dem – det tydelige valg af side i de store livsspørgsmål; men jeg er også kommet til det resultat, at for mig skal den tydeligste fællesnævner findes mellem dig og Kirk.
Jeg har i mellemtiden genlæst både ”De nye tider” og ”Fiskerne”, og jeg fandt det, jeg aldrig opdagede hos ham i gymnasietiden, men som også er dit adelsmærke: Ingen af jer dømmer eller fordømmer, men lader den enkelte om at afsløre sig selv eller lader læseren/lytteren danne sig sin egen mening om galskaben. Hverken du eller Kirk udstøder i jeres skrift eller tale, og tanken er toldfri – men ingen af jer er på noget tidspunkt tandløse. Du gav for nylig i en post Mette Frederiksen klar, men kærlig besked. Du gav hende en chance for at huske og leve op til det tunge ansvar, hun prøver at ligevægte på sine skuldre. Du sætter endnu din lid og tillid til hende og dømmer hende ikke ude på forhånd. Du lader tvivlen komme hende og Socialdemokratiet til gode.
Gelsted, Kirk og Scherfig
Jeg er ikke litteraturforsker – heldigvis; men som jeg ser/læser Gelsted, var han misantropen, som kun i sidste øjeblik blev reddet fra sit eget sortsyn – af kærligheden eller måske i lige så høj grad af den erotik, som endelig bragte ham ud af pessimismens mørkeland. Scherfig var satirikeren med den skarpe pen og dårende, spidse pensel. Det satiriske udtryk har været noget lettere at omsætte og få til at glide ned i modernere tidsaldre end Kirks afskrællede billede af en virkelighed, som dog stadig findes både her indenfor og derude. Blot med nye ansigter og aktører. Både ”Daglejerne”, ”Fiskerne” og ”De nye Tider” er ret rystende og uhyggeligt tidssvarende læsning som kommentarer til aktuelle ”States of the Unions”.
Bibelbælter. Skinhellighed. Udnyttelse. Fornedrelse. Magtens arrogance og pengenes ret. Demokrati. Demokrati? Det er ret svært for alvor at acceptere, at andre mennesker må slås ihjel i det demokratis navn, som én gang før har afskaffet sig selv – ved hjælp af sig selv – og har valgt det demagogiske diktatur gemt bag demokratiets forvrængede maske.
Vidnet
Hvor Gelsted var misantropen, Scherfig satirikeren, var Kirk – ligesom du er det – Vidnet. Jeg har set og hørt dig tale i mange forskellige, men overordnet sammenhængende sammenhænge. Men samtidig har jeg også set, at selv dine antagonister – og dem har du ganske givet haft lige så mange af som alle andre ”sandsigere” – har været hjælpeløse og uden redskaber til at undsige dine vidnesbyrd. Ikke engang den sidste fortvivlede udvej for at slippe af limpinden ved at hive spøgelset op af kisten og råbe ”KOMMUNIST!” har kunnet forjage det stik af erkendelse – ja måske ligefrem glimtet af dårlig samvittighed – som kun få andre har mod til at vække med åben pande blandt forhærdede tidselgemytter.
Talerør
Jeg har læst et sted, at det var den 10 år yngre Kirk, som ”aktiviserede” Gelsted politisk. Til gengæld var det dig og dit vidnesbyrd, som ”aktiviserede” mig! Dig, som fik mig til at tage en beslutning, som blev skelsættende for mit liv. Den 21. september 1985 blev der afholdt ”Rock for Afrika” i den gamle Idrætspark. Efter Geldorfs ’Band Aid’ og ’Live Aid’ i 1984 og 1985, besluttede Monopolet, at ”So ein Ding müssen wir auch haben”, og velvillige rockkunstnere, stillede som altid gavmildt op – i 24 direkte live-transmissionstimer. Kun afbrudt af tv-avisen – den gang vist nok kl. 18.
Til min store forbløffelse blev jeg spurgt, om jeg ville deltage sammen med Michael Friis. Selv om der var temmelig meget i ham, så var der ikke ret meget rock i mig. Men da jeg fik produktionsplanen, vågnede jeg! Ikke til rockmusikken, men til aktiviseringen! Jeg så, at Savage Rose – meget behændigt – var programsat lige dér, hvor den direkte udsendelse ville blive afbrudt af tv-avisen. Kloge hoveder var klar over, at hvis man kunne forvente noget som helst ”utidigt” midt i det velmenende rockcirkus, så ville det være fra den kant. Savage Rose’ indslag ville godt nok blive båndet og udsendt efter midnat, hed det; men da ville man have haft god tid med klippesaksen og tættekammen. Jeg vidste, at jeg her havde fået rakt mit ”once in a life time” øjeblik på et sølvfad. Ingen ville mistænke denne lille regnvejrsdags-drømmer for at have noget ”malplaceret” på hjerte.
Landbrugets Juleaften
Den 5. september i år postede du en artikel i anledning af, at EU’s mælkekvote-ordning var faldet bort 1. april. Du kaldte artiklen ”Landbrugets Juleaften”. Det er meget mærkeligt at få bekræftet, hvordan verden repeterer sig selv. Den gang i 1985 bugnede EFs kæmpemæssige overskudslagre af mælk, smør og kød. I de år så man gang på gang, hvordan madvarer blev destrueret, så priserne kunne holdes kunstigt i vejret. Samtidig med hærgede hungerkatastroferne i den tredje verden.
I tiden lige op til den store koncertbegivenhed havde du udgivet et skrift. Jeg husker faktisk ikke, om det var en artikel eller en bogudgivelse; men jeg ringede til dig for at være på fuldstændig sikker grund. Du havde helt nøgternt dokumenteret, hvad alene betalingen for kapaciteten i de enorme oplagringshaller kostede EF-systemet pr. dag. Du behøvede ikke engang opregne madvarernes pengeværdi. Jeg husker faktisk heller ikke, om det var tal, jeg fik af dig, eller om jeg selv satte mig til at regne ud, HVOR mange afrikanske børn, man kunne holde i live om dagen, hvis blot man aflivede overskudslagrene. Det var sikkert dine tal. Og enhver kunne så selv regne ud, at hvis man oven i købet gav disse overskudsmadvarer som nødhjælp, så ville endnu flere sultende kunne holdes i live i endnu længere tid.
Du bekræftede tallene for mig i telefonen, og lørdag den 21. september gik jeg ”aktiviseret” på scenen i Idrætsparken og citerede dig. Der var 30.000 mennesker til stede, og der kunne ikke klippes i mig. Jeg fik mit ”one moment in a life time”. Mit liv blev aldrig det samme siden. Det blev både min første og sidste TV-liveoptræden; men det var det hele værd. Om natten blev Savage Rose’ båndede indslag vist, og de ”utidigt” vedkommende politiske bemærkninger, som jeg havde hørt på live fra bagscenen – var behændigt blevet klippet ud.
Kære Knud
Derfor har du lige siden været en livsvigtig indre følgesvend. Især når jeg tvivlede. Du viste mig et redskab og gav mig modet til at være vidne. Du vækkede mig fra drømmen om det blot udvendige. Du bliver sikkert som alle andre dedikerede, levende væsner træt undertiden, men du har aldrig givet op. Du er til stadighed vidnet. Med et Gelsted citat: ”Vi lider under, at vi kæmper hen mod et moralsk ideal, vi aldrig skal nå. Men vi henter styrke af vore nederlag som af vore sejre, og vi ved, at vi kæmper menneskehedens kamp”. Det er også dit vidnes byrd – dit vidnes byrde – og dit vidnesbyrd. Nu ved jeg, at det var dig, jeg skulle dele mit optimistiske mismod med. I taknemmelighed. Til Gelsteds, Kirks og Scherfigs, men først og fremmest – til DIN pris.
Pia Raug
Vesterbro 19.01.17