Den 13. januar i år ville Kalle Jaurup/Calle Montesegur være fyldt 80 år. Selv om han nu er i tjeneste “andetsteds”, fortjener han alligevel min lidt forsinkede fødselsdagshilsen og sangen om de mange veje, som krydsede hinanden til og fra Montsegur. Nedenstående skrev jeg nogle måneder efter hans død i oktober 2007. Pia Raug, 2014.
Vejen til Montsegur og ”Seeren fra Andalusien”
I 1998 var jeg blevet så foruroliget over en kær vens helbredstilstand, at englen ikke kunne bringes til tavshed, og jeg måtte insistere på, at han søgte behandling hos min mangeårige ven og hjælper Kalle Jaurup. Netop den sommer forlagde Kalle efter mange års arbejde i Danmark residensen til Andalusien – men Lars nåede at konsultere ham, mens han endnu var i København. Det blev det første spæde skridt til den forbindelse, som ledte til Montsegur og ”Seeren fra Andalusien”.
I januar 1999 tilbragte jeg en uge hos Kalle. Mens jeg var der, ankom et jubelbringende brev fra Indenrigsministeriet, som opfyldte hans drengede drøm om at kunne tage officiel navneforandring til Calle Montsegur.
Den sidste dag stod vi efter endt arbejde sammen på randen af ”hans” bjerg i Tolox. Oven over os himmelstræbte den anstrengende opstigning mod toppen. Op forbi det sted, hvor en forkrøblet busk på den stenede sti uden tvivlende spørgsmål havde forvandlet sig til et forpligtende, næsten uoverskrideligt livsvalg. Dybt under os døsede de solbeskinnede dale og skygger. De blomstrende mandeltræer svævede som feer og bød lokkende appelsinlundene op til dans. Men nej – de måtte endnu lægge bånd på deres udspringslængsel. Deres tid var endnu ikke kommet. Mandeltræerne var så fine og florlette, at de så ud til nærmest at kunne ophæve tyngdekraften og løfte bjergskråningerne med op under sig i svævet. De fik bjergene til at danse som ballerinaer i brusende skørter. Længe stod vi tavse på afgrundens rand. Så sagde jeg: Du og Lars Muhl må møde hinanden rigtigt – Lars må komme herned! Det fik Kalle til at give gnavpotten frit spring ud over kanten : Nej – han skulle i hvert fald ikke have mere med mænd at gøre. Det var slut! De skulle IKKE med ham op på noget bjerg. Nej – fra nu af var det kun kvinder, der havde adgang! Ganske roligt måtte jeg sige: Det er vist ikke rigtigt noget, du bestemmer. Jeg ved, at det er vigtigt, at du og Lars møder hinanden – og det haster.
Alligevel var der stadig lang vej til Montsegur og mange forhindringer at overvinde for os, som blev en lille del af den mytologiske virkelighed. Det havde sikkert været skrevet i stjernerne meget længe. Jeg havde aftalt med Calle, at vi skulle mødes i landsbyen i Pyrenæerne i slutningen af september 2000 – Calle, Lars og vi tre kvinder. Calle havde lejet huset i landsbyen til os. Hver især havde vi dog hjemmearbejde, som måtte klares, før vi var parate til rejsen.
I februar 2001 rejste Lars for første gang alene til Andalusien, hvor venskabet, læreprocessen og samarbejdet med Calle længere end begribeligt havde ligget og ventet på for alvor at tage sin begyndelse. Og så fik Verden endelig sin søn, som han fik Verden, da han tog sin opgave på sig. I tilgift var vi mange, som fik ”Seeren fra Andalusien” og alt, hvad deraf fulgte.
Kalle, Calle og Seeren in memoriam
Han bragte også mig ind i verden. Indtil da havde jeg levet enfoldigt, længe og lykkeligt beskyttet bag en tyk mur af glas. Jeg kunne se alt – men intet høre eller føle for alvor. Ulykkeligt og længselsfuldt forelsket i det, som lå uopnåeligt på den anden side. Jeg selv var – med næsen presset mod glasset – den ikke-inkarnerede inkarnerede urørlighed. Der havde været én, som længe bragte kærligheden med sig ind på min side, som om tærskelen overhovedet ikke fandtes – og som endte med ikke at vende tilbage igen. Besøget havde bragt en lille flig af virkelighed ind i ingenmandslandet, og siden da var mit drømmende ”noli me tangere” asyl ikke længere tilstrækkeligt til at leve. Det brændende ønske kunne ses, men blev kun hørbart i sangen.
Kalle hørte, vidste og kendte svarene uden spørgsmål. Derefter var han altid til stede for mig. Han fulgte trofast mine langsomme, langsomme skridt imod det, der endnu ikke var blevet til levet Liv. Muren eksisterede ikke for ham, men han forsøgte heller aldrig at tage den fra mig. Langsomt blev jeg stærkere. Lige så stærk, som jeg altid havde været. Han så hende, jeg gemte og kendte så godt; men som jeg aldrig havde ladet andre se. Kalle var den første, som så hende og sagde hendes navn. Til sidst kunne jeg stå alene – både på mine egne og hendes ben.
Seeren sagde, at han ikke ønskede at være til stede. Og så lod han alligevel Kalle og Calle i fællesskab bringe ham i situationer, hvor de brændende ønskede sig at være netop det – og ikke fik lov. Baela Claudia. En tilsandet – nu udgravet – intakt romersk by vest for Gibraltar. Alle gudernes og gudindernes templer igen åbenbarede efter et par årtusinders søvn i sandet. Han tog mig med dertil i følgeskab med sit umættelige behov for, at det åndelige skulle manifestere sig i materien. Og så blev han smidt ud! Med fynd og klem!! Af den meget spanske og iltre arkæologiske inspektør!!! Han havde været der så ofte igennem en længere periode, at han, uden at tvivlen var kommet den anklagede til gode, var blevet dømt til at være arkæologisk spion. Det hjalp ikke, at jeg kunne referere til min (beskedne) arkæologiske grad fra Århus Universitet. “Treenigheden” blev uden pardon, og for tid og evighed, forment adgangen til denne lille flig af et materialiseret paradis. Denne uretfærdighedens tort lagde han kun vanskeligt bag sig. Flere år senere pønsede han stadig på hævn ved at indklage fordrivelsen for EU-Parlamentet – måske endda EU-domstolen. Det kunne ikke være rigtigt, at en Seer kunne smides ud af et EU-sponsoreret, nyudgravet og helligt sted. Men hvordan skulle han nogensinde kunne overbevise nogen om, at det alene var genius loci, han arbejdede med, når han netop selv havde en så fortvivlet længsel efter det sjæleliges synlige aftryk i verden?
Calle sagde, at han ville bevæge verden, og så bevægede han mig. Han blev landflygtig, men fandt vist aldrig rigtigt sig selv. Måske fordi han troede, det var kvinden, han søgte, og så kunne han ikke vedkende sig manden. Måske var det hans dybeste længsel. Nu kaldte han sig altså Calle og Montesegur, men var stadig den samme, selv om han for mig var blevet en tre-i-én. Mellem disse tre – mennesket, manden og Seeren – tror jeg, jeg fandt ham. Han ville ”se” kvinden, før han døde. Det var ikke mig; men han så. Sig selv. Vi måtte derefter være adskilt uadskillelige. Efter disse lange, lange tiders søgen efter de andre. Jeg mistede min ukrænkelige beskyttelse mod denne verdens manipulationer og misbrug, men vandt til gengæld eksistensens foruroligende og udfordrende sårbarhed. Jeg blev til. Tog inkarnationens skræmmende mirakel på mig og tillod mig at mærke stoltheden og tilfredsheden ved at været landet i et køn. Indtil da fanget i et limbo mellem ”engel” og menneske. Mellem ånd og materie. Siden da har livet ”været” – netop så uforudsigeligt udfordrende og vidunderligt ukontrollerbart, som Liv er. Alligevel værnet om. Ikke længere beskyttet, men netop menneske, med alt hvad det indebærer. Han satte også forfatteren til “Seeren i Andalusien” i bevægelse – og tillod mirakuløst at lade sig selv bevæge i mødet.
Han bad ikke om ”forladelse”. Han bad stumt om tilstedeværelse. Men også han måtte forlade verden som alle andre dødelige, da hans tid kom. Jeg er sikker på, at han på sin insisterende facon og leg med ordene straks er gået i rette med ”Bestyrelsen”, så snart han har kunnet komme til det; men jeg er lige så sikker på, at han aldrig var i tvivl om, at timingen var, som den skulle være. Hans opgave var fuldendt for denne gang, og det var tid til regenerering og hvilepause efter et langt og hengivent livtag med verden – balancerende på en knivsæg på toppen af indtil flere bjerge.
Jeg er heller ikke i tvivl om, at han vil være der til at tage imod, når min tid kommer. Og at tilliden til det uendelige i ham endnu en gang vil give mig mod til at tage det lange skridt ind over det uerkendtes tærskel. Med mindre han i mellemtiden er blevet udkommanderet til ny tjeneste – og så er han tilgivet på forhånd.
Pia Raug, Vesterbro, februar 2008