“Empty Bottle Blues”                                                                                                        (Ib Raug/Ib Raug)

Også musikalsk er jeg sammensat af to meget ulige størrelser. Før min mor måtte stoppe undervisningen for at komme i lære gik hun på Odense musikkonservatorium og spillede klaver. Fra hun var 12, til hun blev 14 og skulle konfirmeres, klarede hun sig rigtigt godt ved tre censurerede årsprøver. En af censorerne var Povl Hamburger, som bl.a. skrev musikken til ”Der er ingenting i verden så stille som sne”, som jeg mange år senere indspillede sammen med Steve Dobrogosz.

Hun var ked af, at hun måtte opgive musikken og forsøgte at få privat sangundervisning, men endte med at synge I Odense Madrigalkor i nogle år, hvor hun bl.a. var med til at opføre Matthæuspassionen sammen med Odense Symfoniorkester med Ejnar Nørby og Niels Brincker som solister. Hun var fra et hjem med klaver.

Noget ganske andet var det med min far. Han var både autodidakt og auto-opdraget med en nattearbejdende mor og en fraværende far i teenageårene. Den musik, han bar, var selvlært med cowboyhat og charmeklud.

De to lærte hinanden at kende i ”HKs Ungdom” og blev forlovede på hendes femten års fødselsdag. Sammen med et andet par drog de Fyn rundt og optrådte ved forskellige ungdomsarrangementer. Til det formål blev det pålagt min mor og den anden unge pige at gå til stepdans.

Når man ryster den pose grundigt nok, kommer der åbenbart sådan én som mig ud af det. På én eller anden måde er jeg nok også landet lige midt imellem de to stole. Jeg fik aldrig tilegnet mig klassiske, musikalske færdigheder. Kan f.eks. stadig hverken skrive eller læse noder; men på den anden side har jeg næret en godt skjult – om ikke foragt – så dog afstandstagen fra min fars cowboysange-univers. Det er ganske mærkeligt, for det var netop de sange, min far sang, som først rørte så meget ved mig, at jeg måtte synge nogle af dem selv: ”Den sorte sejler” – ”Stenka Rasin” – ”Yellow Bird” er nogle af dem, jeg stadig husker. Der var også andre sange, som min far havde skrevet i sin soldatertid; men jeg troede vist ikke rigtigt på det den gang. Snarere, at han havde ”overtaget” dem fra andre. Den gang var det svært at forstå, at sange, man kunne synge, ikke havde været der altid, men var skabte af mennesker indeni tiden.

Gennem mine første, håbefulde skridt ind på ”scenen” (værtshuse og barer – oftest i skarp konkurrence med raflebægre, dartskiver og senere cappuccino maskiner!) havde min fars ”Empty Bottle Blues” ofte været min redningsplanke mellem overlevelse og desertation. Den måtte med på debut-pladen; men hvis jeg havde haft originale sange nok af egen avl, ville det nok have været den, som måtte have ladet livet først; men i sene aftner fik jeg sidenhen ofte god gavn af dens kvaliteter som ekstranummer.

Jeg opførte den faktisk en gang live på norsk TV! I 1979 – året efter udgivelsen af ”Hej lille drøm” – blev jeg af Birgitte Grimstad inviteret til at deltage i fejringen af Oslos Visens Venners 35 år jubilæum. Nogle af de inviterede skulle deltage i en TV-optagelse, hvor jeg bl.a. mødte en imponerende islænding, som blev den direkte anledning til, at jeg fik skrevet den sang, der blev titelsangen til min anden LP; men den historie kommer først senere.

Jeg var et meget lille guds ord fra Danmark, og selv om jeg ikke følte mig som en total novice og party chrasher ( jeg havde hele to tv-optrædender med i bagagen hjemmefra), så var det alligevel noget særligt at være i udlandet og skulle synge 2 sange i NRK. Fine, norske musikere skulle akkompagnere gæsterne, og man havde til min store forundring ønsket, at jeg skulle synge ”Empty Bottle Blues”. Jeg skulle synge den alene sammen med bassisten. Jeg var på ingen måde blues-sanger og blev det heller ikke siden; men ganske selvbevidst og tilpas verdensdameagtigt fik jeg spurgt ham, om han havde prøvet at spille blues før. Han kiggede med et lettere forundret smil på mig, sagde ikke rigtigt noget, men begyndte at spille.

Flere år senere gik det op for mig, at denne Arild Andersen, jeg havde været i hænderne på, allerede den gang var én af Norges mest berømmede bassister. Han var kæreste med den legendariske norske sangerinde, Radka Toneff, som senere, posthumt, kom til at betyde et vendepunkt i mit musikalske liv. Men også derom senere.

Først flere år efter min fars død i 2008 tillod jeg mig selv at lytte og forstå, at han faktisk havde været en mere end almindeligt god sangskriver; men det var der kun nogle ganske få mennesker på Omø og så skrivebordsskuffen, som var klar over. Det må jeg vist prøve at få gjort noget ved på et tidspunkt.

Skål

Pia Raug

Oktober 2016