”Hej lille drøm”                                                                                                        (Ebba Munk/Pia Raug)

Det føles altid mærkeligt, når hukommelse og tid støder sammen uden rigtigt at kunne nå hinanden. Jeg har i ganske lang tid forsøgt at indkredse det år, hvor jeg skrev musikken til ”Hej lille drøm”. Jeg ved hvor og hvornår den blev til, men er ikke helt sikker på årstallet. Det må have været i sommeren 1975.

Jeg var kommet i gang med arkæologistudierne i sensommeren 1972. Jeg havde mødte mine første venner i musikken, og vi var begyndt at øve og spille sammen gennem et par år. Vi kom med i radioens ”Båndbiksen”, og jeg tror sjældent, jeg har oplevet en større forventning og stolthed end den dag, vi kunne høres i radioen. Det må være i sommeren 1974, vi besluttede at drage til Skagen for at prøve lykken. Visefestivalen var startet i 1971 og blev hurtigt målet for drømmen om at nå et publikum.

Det må have været den eller næste sommer, jeg første gang mødte Gerd Parkholt, som på mange måder var ”mor” til og for Skagen Visefestival. Min kusine boede i en nabovilla på Darmstedtvej, så jeg endte, som så mange andre, med at møde Gerd i hendes hjem, ”Folkers’ Rest”.

Jeg må have fortalt hende, at jeg drømte om at blive sangskriver, og det efterår sendte hun mig nogle tekster, hun havde skrevet. Hun har sikkert haft sine egne drømme. Jeg prøvede meget ihærdigt, men kunne ikke rigtigt få hendes ord og min musik til at passe sammen. Jeg husker stadig lidt af teksten, men især mine forgæves forsøg på at få sangen og versefødderne til ikke at falde over hinanden: ”Du bor i en fremmeds øjne – i små tilfældige smil.” Ja – jeg tror faktisk, det blev mit første møde med den udfordring, som aldrig siden har ladet mig i fred: Kampen for at respektere sprogets egne lydværdier – også indeni en sang. At få lagt trykket de rigtige steder og ikke bare rykke det frem eller tilbage for at mase det ind i et melodiforløb, man ikke vil give køb på. Jeg kunne ikke løse ligningen den gang. Ligegyldigt hvor ihærdigt, jeg forsøgte, kom trykket hele tiden til at ligge på ”en fremmeds øjne” og ikke på ”en fremmeds øjne”.

Siden har jeg lært, at der altid er en løsning; men prisen er, at man må slippe musikkens insisteren på at have forrang fremfor ordene. Ord og melodi må danse sammen som ligeværdige partnere.

(Scenen ved Skagens Rådhus 1974 eller 1975 – privat foto)

Men ak – heller ikke her fornægtede de honnette ambitioner sig. Jeg havde vist nok en forestilling om, at hvis jeg fik sat musik til én af Gerds tekster, så ville det blive en slags adgangsbillet til Skagen Festivalen. Og alligevel måtte jeg give op. Det var anden gang, sproget blev grænsebommen ind til det forjættet land. Gerd havde maskinskrevet sine digte på bagsiden af papirer, hun havde modtaget fra en nær veninde, Ebba Munk Pedersen, som boede i Bogense. På de genbrugte forsider fandt jeg de to digte, som i løbet af de næste 2-3 år fik sat min karriere i gang: ”Hej lille drøm” og ”Regnvejrsdag i november”. Men der gik lang tid, før jeg fik samlet mod nok til at fortælle Gerd, at det var blevet venindens tekster, jeg satte musik til, og ikke hendes. Og der gik rigtigt mange år, før jeg slap den dårlige samvittighed.

Jeg er altså ret sikker på, at det må være midsommeren 1975, som bragte mig til Bornholm. Jeg var engageret sammen med venner fra Aarhus til at spille i et aktivitetshus, som var indrettet i Nexøs gamle brandstation. Jeg var 22 år, de bornholmske solhvervsnætter var lyse, og jeg havde i aftenens løb stiftet lidt for indgående bekendtskab med en bornholmsk specialitet, som både lød og smagte helt uskyldigt: Honning-syp! En nektar som stort set består af lige dele snaps og honning.

I den lyse nat satte jeg mig lettere fortumlet ud på en sten i græsset ved havnen med min guitar. Jeg havde Ebbas tekster liggende i guitarkassen, og midt i min indre storm i vindstille kom musikken ved 3-tiden rullende ind fra havet sammen med solen, der stod op i Østerlide.

Ganske få timer senere fik sangen så sin ur-præmiere på Torvet i Rønne. DRs ”Sommerferiebussen”, med Stig Mervild som ”chauffør”, havde gjort holdt dér for en direkte udsendelse. Jeg mener, at også  en ung Søren Kragh-Jacobsen var med den dag og sad med sin guitar og spillede ”Mona – Mona – Mona hvornår kommer den dag”. Hans plade ”Hinkeruder på Motorvejen” udkom først i oktober 1975; men han havde allerede da arbejdet flere år i DRs B&U-afdeling, og var et kendt ansigt på skærmen.

Jeg husker stemningen på torvet med bilerne susende om ørerne lige ved siden af. Sommerferien. Ungerne og de nysgerrige turister. Mervild, the grand old man himself, tilbagelænet i en stribet campingstol. Direkte radio. Bussen i baggrunden. Lampefeber og tømmermænd i en skønsom blanding. Jeg fatter ikke, at jeg var i stand til at synge den helt ”honningdugfriske” sang; men ”Hej lille drøm” var kommet til verden og fik sin førsteopførelse ganske få timer efter tilblivelsen – og det på trods af den beruselse, hvis bølger ikke engang en hel, nedlagt brandstation havde været i stand til at lægge tilstrækkeligt meget skum på.

”Hej lille drøm, hvor ruller du hen – Du var en solplet på øjnene men – du har forvirret min hjerne – Drømme er gjort af et klæbrigt spind – Hvad skal det til at stirre sig blind – Jorden er ingen stjerne.”

Det hele passede vist i grunden ganske godt sammen; men jeg har lige siden klogelig afholdt mig fra at eksperimentere med honning-syp.

Pia Raug

April 2016