“Livet er i morgen” (Raug/Raug)
Ja – jeg kan jo lige så godt indrømme det. I hvert fald overfor mig selv. Jeg har gennem livet – med ganske enkelte undtagelser – haft det med at forelske mig i umulighederne. Til gengæld har den svaghed givet mig nogle af mine bedste sange.
Livet BLEV i morgen; men denne sang blev nok ikke én af dem, jeg selv kan føle mig mest stolt af. Heller ikke nu. Men den har over årene fået en anden betydning, nu hvor der snart er gået et halvt århundrede, siden den forelskelse var altoverskyggende. Den er blevet et øjebliksbillede på det, der var. Og på den måde kan selv nederlagene give god mening. Den forelskelse fyldte det meste af min gymnasietid og varede gennem alle tre år – og lidt til. Jeg tror faktisk godt, at han vidste det; men jeg fik det aldrig sagt. Jeg tog tilløb flere gange, men var måske egentlig lige så forelsket i forelskelsen selv, som i genstanden. Forelsket i de helt store, stormende følelser. Jeg udsatte i hvert fald det svimlende øjeblik til allersidste sekund. Til én af de sidste fester efter studentereksamen. Sige det ligeud kunne jeg ikke; men den aften gik jeg ned på gaden og trak 10 Grønne Cecil i en cigaret-automat. Tilbage ved festen satte jeg mig op i en dyb vinduesniche og stirrede uudgrundeligt ud imod det tomme intet med – hvad jeg selv håbede – var et mystisk, inciterende divablik i øjnene og indhyllet i et slør af ikke-indhaleret, blå cigaretrøg. Det virkede ikke efter hensigten, og så skiltes vores veje.
Denne blev én af de første sange, hvor jeg selv skrev både tekst og musik. Om ikke andet, så kan det høres ved, at det nok blev både første og sidste gang, jeg rimede ”hjerte” på ”smerte” (håber jeg). Men jeg begyndte at tro nok på mine egne sange til langsomt at erstatte idolernes med et flertal af dem. Når jeg sang ”Livet er i morgen”, sagde jeg ofte, at jeg håbede, at han en dag ville dukke op blandt publikum. Så ville jeg få sagt alt det fra scenen, som jeg ikke havde fået sagt i tide i det virkelige liv. Der gik 12 år, og så dukkede han op, en gang jeg holdt koncert på Krabbesholm højskole, hvor han tilfældigvis var på kursus i de dage.
Jeg så ham træde ind ad døren og var ved at falde ned af stolen. Jeg havde i alle de mellemliggende år ymtet så mange gange fra scenen, at den dag, han dukkede op, så ville jeg få det sagt; men det var lidt lettere i teorien end nu, hvor han pludselig stod der. Så resten af sættet kæmpede jeg en indre kamp med mig selv: Pia – Får du det sagt? Med alle de stik, jeg havde scoret på den historie og alle de forblommede løfter, jeg havde givet gennem så mange år, ville jeg føle mig som en alt for slatten kylling, hvis jeg bakkede ud nu. Det ville sandsynligvis være den eneste tilfældige chance, jeg nogensinde ville få!
Så sagde jeg det! Altså ikke sådan, at jeg fik udstillet ham. Ingen andre vidste, at det var ham, det drejede sig om; men der var heller ingen tvivl om, at han vidste det. Og hvad kunne der dog ikke ske nu efter denne lange ventetid?
Men ak og ve! Han gik – uden at høre koncerten til ende.
Mange år efter vendte han faktisk tilbage og gav mig endnu en sang. Endda én af de få, jeg er virkelig stolt af, og som jeg ikke helt kan forstå er kommet ud af mig. Men det er en helt anden historie, og det vil nok vare en rum tid, før jeg når frem til den i rækkefølgen.
Men her – 45 år efter – kan jeg stadig mærke suset fra de 3 længsels-fyldte år. Følelsen er holdt fast i sangen. Selv om jeg har skjult den ganske godt bagved en vaklende maske af tapperhed og tro på, at trods alt så VILLE det, der er “livet”, være i morgen. Jeg er ret sikker på, at uden den sang ville følelsen for længst være gået tabt i en tåget erindring. Måske var det i virkeligheden ham, som fik mig skubbet ind over tærsklen til sangskrivningens svære og udfordrende univers. Ingenting – heller ikke de u-forløste forelskelser – er forgæves. Det vidner rigtigt mange af de sange om, som blev underlægningsmusikken til vores liv.
Pia Raug – Vesterbro. Marts 2017