“Fugleflugt” EXLCD30173
Med denne udgivelse er det lykkedes Exlibris at samle alt, hvad jeg nogensinde har skrevet, komponeret, sunget og indspillet. ”Fugleflugt” indeholder alle mine egne sange og de 9 original cd’er, jeg har fået udgivet i eget navn siden min spæde start for 40 år siden. Ud over disse indeholder boksen en bonus-cd, hvor vi har opsamlet 7 tracks, jeg gennem årene har indspillet for at vise respekt og støtte i forskellige sammenhænge.
Boksen fuldender den samling, som startede i 2011, da Exlibris udgav 4 cd-boksen ”De elsked ungt – de drømte langt”, med de danske sange og salmer, jeg elskede mest i min barndom, og som jeg over 10 år indspillede sammen med pianisten Steve Dobrogosz.
Egentlig havde jeg forestillet mig, at en sådan samling af mine sange nok måtte vente, til jeg en gang ville være så venlig at uddø; men jeg er så småt begyndt at ane, at jeg nok vil kunne se frem til at overleve noget længere end cd-formatet. Så jeg er taknemmelig for, at Exlibris har påtaget sig opgaven, mens jeg endnu selv kan glæde mig over resultatet. Det gør en forskel for sådan én som mig, at kunne holde den blå luft mellem hænderne og ikke kun flyvsk mellem ørerne.
Den officielle udgivelsesdato er 20. november 2015; men boksen vil være tilgængelig for køb i cd-format allerede indenfor de nærmeste dage via Exlibris’ hjemmeside www.exlibris.dk og digitalt på Itunes og Spotify fra den 27. november.
Fra udgivelsen og mange måneder frem, vil jeg her på siden løbende fortælle nogle af historierne bag de enkelte udgivelser og de enkelte sange. Så I er mere end velkomne til at kigge forbi og lade min fortid følge med ind i jeres fremtid – hvis I skulle være lidt nysgerrige :-).
Pia Raug.
November 2015
Tag med mig på rejse gennem hele mit værk, som nu er samlet i boksen “Fugleflugt”.