Første stop på rejsen gennem “Fugleflugt”

“Hej Lille Drøm” 1/10                                                                                             (Ebba Munk/Pia Raug)

“Hej lille drøm” cd nr. 1 – her begynder turen fra start gennem alle sangene på de 10 cd’er    “Fugleflugt” boks – EXLCD30173 – www.exlibris.dk

hej lille drøm coverEXLCD30173 

Det føles altid mærkeligt, når hukommelse og tid støder sammen uden rigtigt at kunne nå hinanden. Jeg har i ganske lang tid forsøgt at indkredse det år, hvor jeg skrev musikken til ”Hej lille drøm”. Jeg ved hvor og hvornår den blev til, men er ikke helt sikker på årstallet. Det må have været i sommeren 1975.

Jeg var kommet i gang med arkæologistudierne i sensommeren 1972. Jeg havde mødte mine første venner i musikken, og vi var begyndt at øve og spille sammen gennem et par år. Vi kom med i radioens ”Båndbiksen”, og jeg tror sjældent, jeg har oplevet en større forventning og stolthed end den dag, vi kunne høres i radioen. Det må være i sommeren 1974, vi besluttede at drage til Skagen for at prøve lykken. Visefestivalen var startet i 1971 og blev hurtigt målet for drømmen om at nå et publikum.

Det må have været den eller næste sommer, jeg første gang mødte Gerd Parkholt, som på mange måder var ”mor” til og for Skagen Visefestival. Min kusine boede i en nabovilla på Darmstedtvej, så jeg endte, som så mange andre, med at møde Gerd i hendes hjem, ”Folkers’ Rest”.

Jeg må have fortalt hende, at jeg drømte om at blive sangskriver, og det efterår sendte hun mig nogle tekster, hun havde skrevet. Hun har sikkert haft sine egne drømme. Jeg prøvede meget ihærdigt, men kunne ikke rigtigt få hendes ord og min musik til at passe sammen. Jeg husker stadig lidt af teksten, men især mine forgæves forsøg på at få sangen og versefødderne til ikke at falde over hinanden: ”Du bor i en fremmeds øjne – i små tilfældige smil.” Ja – jeg tror faktisk, det blev mit første møde med den udfordring, som aldrig siden har ladet mig i fred: Kampen for at respektere sprogets egne lydværdier – også indeni en sang. At få lagt trykket de rigtige steder og ikke bare rykke det frem eller tilbage for at mase det ind i et melodiforløb, man ikke vil give køb på. Jeg kunne ikke løse ligningen den gang. Ligegyldigt hvor ihærdigt, jeg forsøgte, kom trykket hele tiden til at ligge på ”en fremmeds øjne” og ikke på ”en fremmeds øjne”.

Siden har jeg lært, at der altid er en løsning; men prisen er, at man må slippe musikkens insisteren på at have forrang fremfor ordene. Ord og melodi må danse sammen som ligeværdige partnere.

Pia Skagen 1975 3

(Scenen ved Skagens Rådhus 1974 eller 1975 – privat foto)

Men ak – heller ikke her fornægtede de honnette ambitioner sig. Jeg havde vist nok en forestilling om, at hvis jeg fik sat musik til én af Gerds tekster, så ville det blive en slags adgangsbillet til Skagen Festivalen. Og alligevel måtte jeg give op. Det var anden gang, sproget blev grænsebommen ind til det forjættet land. Gerd havde maskinskrevet sine digte på bagsiden af papirer, hun havde modtaget fra en nær veninde, Ebba Munk Pedersen, som boede i Bogense. På de genbrugte forsider fandt jeg de to digte, som i løbet af de næste 2-3 år fik sat min karriere i gang: ”Hej lille drøm” og ”Regnvejrsdag i november”. Men der gik lang tid, før jeg fik samlet mod nok til at fortælle Gerd, at det var blevet venindens tekster, jeg satte musik til, og ikke hendes. Og der gik rigtigt mange år, før jeg slap den dårlige samvittighed.

Jeg er altså ret sikker på, at det må være midsommeren 1975, som bragte mig til Bornholm. Jeg var engageret sammen med venner fra Aarhus til at spille i et aktivitetshus, som var indrettet i Nexøs gamle brandstation. Jeg var 22 år, de bornholmske solhvervsnætter var lyse, og jeg havde i aftenens løb stiftet lidt for indgående bekendtskab med en bornholmsk specialitet, som både lød og smagte helt uskyldigt: Honning-syp! En nektar som stort set består af lige dele snaps og honning.

I den lyse nat satte jeg mig lettere fortumlet ud på en sten i græsset ved havnen med min guitar. Jeg havde Ebbas tekster liggende i guitarkassen, og midt i min indre storm i vindstille kom musikken ved 3-tiden rullende ind fra havet sammen med solen, der stod op i Østerlide.

Ganske få timer senere fik sangen så sin ur-præmiere på Torvet i Rønne. DRs ”Sommerferiebussen”, med Stig Mervild som ”chauffør”, havde gjort holdt dér for en direkte udsendelse. Jeg mener, at også en ung Søren Kragh-Jacobsen var med den dag og sad med sin guitar og spillede ”Mona – Mona – Mona hvornår kommer den dag”. Hans plade ”Hinkeruder på Motorvejen” udkom først i oktober 1975; men han havde allerede da arbejdet flere år i DRs B&U-afdeling, og var et kendt ansigt på skærmen.

Jeg husker stemningen på torvet med bilerne susende om ørerne lige ved siden af. Sommerferien. Ungerne og de nysgerrige turister. Mervild, the grand old man himself, tilbagelænet i en stribet campingstol. Direkte radio. Bussen i baggrunden. Lampefeber og tømmermænd i en skønsom blanding. Jeg fatter ikke, at jeg var i stand til at synge den helt ”honningdugfriske” sang; men ”Hej lille drøm” var kommet til verden og fik sin førsteopførelse ganske få timer efter tilblivelsen – og det på trods af den beruselse, hvis bølger ikke engang en hel, nedlagt brandstation havde været i stand til at lægge tilstrækkeligt meget skum på.

”Hej lille drøm, hvor ruller du hen – Du var en solplet på øjnene men – du har forvirret min hjerne – Drømme er gjort af et klæbrigt spind – Hvad skal det til at stirre sig blind – Jorden er ingen stjerne.”

Det hele passede vist i grunden ganske godt sammen; men jeg har lige siden klogelig afholdt mig fra at eksperimentere med honning-syp.

Pia Raug

April 2016

Tag med mig på rejse gennem hele mit værk, som nu er samlet i boksen “Fugleflugt”.

1. “Hej lille drøm” – Ad trange veje til Jorden og stjernerne

Med denne post indleder jeg den lange rejse gennem alle sangene på ”Fugleflugts” 10 cd’er www.exlibris.dk – EXLCD30173 

Hej Lille Drøm (Metronome 1978)

EXLCD30173hej lille drøm cover

Den drøm, der gik i opfyldelse med udgivelsen af ”Hej lille drøm” i 1978, havde været længe undervejs og havde taget sig nogle gevaldige svinkeærinder undervejs. Hvis det havde stået til mig, så skulle min første plade være udkommet LÆNGE før. Det var godt, det ikke blev, som jeg gerne ville have det.

Jeg var begyndt at drømme allerede i 1973, året efter jeg var startet med at læse forhistorisk arkæologi på Moesgaard Museum i Århus. Jeg syntes, det var svært og ensomt at komme fra Fyn til ”storbyen” og til et institut, som lå smukt, men langt væk fra Universitetsparken og det sagnomspundne og med længsel ventede studenterliv – langt ude i Marselisborgskovene. Jeg boede til leje på et værelse i en stor, gammel villa i Skåde, som lå i cykelafstand om sommeren og bustur om vinteren.

Jeg var hverken en ret flittig eller dygtig arkæologistuderende. Det eneste, jeg egentlig kunne udmærke mig lidt med var, at jeg kunne synge og spille lidt guitar. Jeg havde endnu ikke skrevet egne sange og spillede alle de sange, som gav min musikalske drøm vinger. De fleste var engelske og amerikanske samtidige folksongs. Det var Joni Mitchell først og fremmest. Joan Baez. Donovan. Bob Dylan, Don Mclean og en lille smule, for mig ny-opdaget, Jacques Brel. Simon & Garfunkel; men der var også enkelte danske, nye sange som f.eks. ”Lil Johnnys mund”.

Efter et ret ensomt og løsrevet første år, vidste jeg, at jeg måtte gøre ét eller andet for at ”høre til”. En gammel gymnasiekammerat havde set en annonce i Århus Stiftstidende, at værtshuset ”Den Høje” i Skolegade søgte servitricer og musikere til at underholde gæsterne. Det var en grænseoverskridende udfordring for mig at række ud efter drømmen om at synge for fremmede mennesker; men jeg tog mod til mig og fik lavet en aftale. Det blev den første af mit livs 3 ”auditions”.

Men jeg ejede ikke et hylster til den spanske guitar, jeg havde erhvervet mig for 800 kr. et par år før, og jeg syntes, det ville være for flovt at tage bussen ind til byen med en uindpakket guitar, så jeg investerede en pæn del af min sparsomme SU i et rædselsfuldt, lortebrunt plastichylster, så jeg kunne komme standsmæssigt til byen.

Det var de to brødre Gisselbæk, som havde skabt ”Den Høje”. Den ene bror var rund og rar. Den anden var smuk og skræmmende. Det var selvfølgelig ham, som forestod ansættelsessamtalen. Han ikke så meget som så på mig, han satte sig blot på én af de rustikke taburetter med blikket stift rettet mod pennen, der var skarpladt parat til at grifle notater på en lille blok: Nå – hvor har du så serveret før? Åh nej – skal man også servere? Spurgte den 20-årige, håbefulde sangerinde, som allerede så drømmen spadsere ned ad Skolegade med kurs mod havnen. Så kiggede den prof unge forretningsmand for første gang op og så på mig med et lille smil.

Jeg fik jobbet, og spillede herefter i et årstid – siddende på en murstenshalvmur – hver mandag og onsdag for gæsterne. Det rygtedes, at der var et fast inventar disse aftner, og langsomt begyndte andre af Aarhus’ håbefulde folkemusikere at samles dér. Det blev den spæde begyndelse på mine mere end 40 år ved musikken. Jeg spillede fra kl. ca. 19 til midnat for 15 kr. i timen, og havde ved aftenens slutning næsten tjent penge nok til taxaen hjem til Skåde. Den sidste bus var altid gået.

Jeg mødte min første kæreste på ”Den Høje”, flyttede sammen med ham i nogle værelser i en villa lige over for Musikkonservatoriet og begyndte så småt at skrive sange selv. Men jeg havde endnu ikke mod til for alvor at lade dem prøve kræfter med alle idolernes. De første havde været på famlende engelsk; men efter nogen tid fik jeg tilsendt nogle tekster på dansk, fik sat musik til og sang dem blandet ind imellem de andre ”sikre”. Og så begyndte jeg for alvor at drømme umulige drømme om et liv i musikken.

Min far spillede og indspillede den gang med ”Fynsk Harmoniforvirring” og endte, gennem Country Palles studie, STUK Ranch, i Sønderholm ved Nibe, med at spille sav og autoharpe på Niels Hausgaards anden LP, ”Men det går jo nok” fra 1976.

Én af de dage, hvor jeg vidste, at de ville være i studiet, kom jeg ”tilfældigt” forbi. Lige så tilfældigt fik jeg placeret en kassettebåndoptager midt på gulvet i opholdsrummet og skruede ekstra højt op for volumen. Den gang var det ret umuligt at lave private kopier af indspilninger, så min undskyldning var, at jeg havde brug for en kopi af mit første, forsigtige demobånd, og det kunne jeg måske få lavet i studiet; men meningen var selvfølgelig, at Country Palle, himself, skulle høre, hvor fantastisk jeg var, og så straks tilbyde mig en pladekontrakt. Og ganske rigtigt gik det, som jeg så snedigt havde planlagt det: Han syntes, jeg var fantastisk og ville lave en indspilning med mig; MEN før jeg kunne indspille mine egne sange, var det nødvendigt, at jeg først indspillede en sang til Dansktoppen. Det skulle være en cover version af Tammy Wynettes ”Stand by your man”, som Palles bror havde lavet en oversættelse af. Når den var indspillet, kunne jeg få lov at indspille mine egne sange. Han ville sende teksten. Det var ikke lige det, jeg havde tænkt; men hvilke trange veje er man dog ikke villig til at følge for at nå sine stjernedrømme? Jeg var vokset op med min fars country musik og kunnet godt lide sangen.

Og så ventede og ventede jeg. Endelig kom teksten. Og alle korthusene faldt til jorden med et øredøvende brag. Oversættelsen var desværre (heldigvis!) så rædselsfuld, at jeg ikke var i stand til at tage ordene i min mund: ”Bliv hos din mand – stå altid ved hans side – bliv hos ham hvis du kan – bliv hos din mand”. Jeg var endnu ikke blevet uhelbredeligt forelsket i mit modersmål, men dette var alligevel under min endnu vaklende værdighed. Og så ledte jeg efter alle brugbare argumenter og stillede dem op imod mine honette ambitioner: Var der f.eks. ikke engang en dygtig sangerinde, som var endt med aldrig at kunne blive til andet end Slabadubadelle-Mette, bare fordi hun havde haft det ene mega-hit på Dansktoppen?

Det blev mit første NEJ, allerede før mit liv i musikken var begyndt. Et nej, som jeg var sikker på ville betyde, at jeg så måtte prøve at blive en dygtig arkæolog i stedet. Jeg var også sikker på, at alle døre nu ville smække i, så jeg tøvede længe, før jeg tog mig sammen til at fortælle pladeselskabsdirektøren, at jeg desværre ikke kunne være med på den sang. Til min store forbløffelse, sagde han bare: Nå – det er der så ikke noget at gøre ved. Så laver vi dine egne sange; men jeg har en betingelse, og det er, at LP’en skal produceres af Niels Hausgaard. Hvis han vil!

Og så vendte drømmene tilbage – og nu på en endnu vildere himmelflugt: Niels Hausgaard! Tidens nok mest hotte, danske navn. Palle talte med Niels, som ikke umiddelbart sagde nej til opgaven. Og jeg gav mig til at øve og skrive lidt mere, men forestillede mig stadig en blanding af engelske og nogle få sange på dansk. Min far fik en aftale med Niels og kørte mig til Nordjylland for at finde ud af, om det kunne blive alvor.

Jeg kan stadig se mig selv træde ind i Niels´ smukke arbejdsrum med alle talenterne udenpå frakken. Det blev mit livs anden audition. Niels lyttede opmærksomt. Længe. Så sagde han: Jeg synes hellere, du skulle lytte noget mere til de svenske trubadurer. Jeg tror han nævnede Dan Anderson. Og så måtte jeg træde ud fra hans smukke hus – endnu engang forfulgt af bristede drømme. For jeg vidste allerede da, at jeg ville være nødt til at sige nej tak. Selv om muligheden for at kunne lægge mig i kølvandet på en rigtig kunstners ”fame” nærmest var fristende over evne. Måske havde de alle sammen ret? Måske VAR det nødvendigt, at jeg blev en helt anden? Men jeg var ikke parat til at fravælge den ”tone”, jeg allerede den gang ledte efter. Og jeg forstod ikke, hvordan de kunne synes, jeg var ”god nok”, når de så straks alle ville lave mig om? Jeg besluttede, at jeg fra nu af måtte finde kræfter til at klare mig på egne præmisser, og så måtte det briste eller bære.

Men alligevel lod jeg mig endnu engang forjætte af drømmen. Jeg havde i mellemtiden forflyttet ”residensen” til det smarte spisested Jacobs Bar BQ. Det bestod af tre etager i en meget gammel, smuk gård i Aarhus midtby, og jeg skulle på skift ”betjene” alle tre etager. Det var et meget trendy spisested, og mange gæster måtte vente meget længe nede i baren for at få et bord i restauranten på første sal. Det var mit job at ”holde på” folk, så de ikke opgav og gik, før der blev et ledigt bord. Det var noget af en opgave, men det lykkedes som regel rimeligt godt. Den største udfordring var dog, at når jeg så havde holdt på folk, mens de ventende på at få bord ovenpå, så var det de samme mennesker, jeg skulle underholde – igen – siddende midt i lokalet på én af de gamle, fritlagte bindingsværksbjælker! Det gjorde, at jeg fik opbygget et meget stort repertoire; men der er nok ingen tvivl om, at de fleste nu hellere ville have haft madro. En gang imellem slap de dog, og jeg blev sendt ovenpå til et lokale, hvor der kunne være større, private selskaber. Det var netop dér, endnu et par af mine ungdommelige illusioner bristede.

Der var i Aarhus på det tidspunkt et indonesisk tvillingepar. To meget smukke, yngre mænd. Den ene mest stilfærdig og den anden meget omsværmet. Som hos så mange af Aarhus unge piger på den tid, kunne også mit hjertet slå et ekstra slag, når jeg så ”Smukke” på gågaden. Og så ville skæbnen, at disse to med deres tro fanskare ofte var stamgæster på Jacobs. Ingen af dem skænkede sangerinden det mindste blik.

En dag i baren blev jeg kontaktet af en meget nydelig, hollandsk herre i kameluldsfrakke. Han syntes, jeg var så fantastisk god, og han ville godt bekoste en prøveindspilning med mig. Ja, ja – tænkte jeg. Endnu én af dem, som vil lave mig om; men det endte faktisk med, at jeg en dag kørte med kameluldsfrakken i hans Mercedes ud til et studie i Midtjylland. Jeg havde meget omhyggeligt taget mine mest slidte cowboybukser på, så han ikke kunne være i tvivl om, at jeg IKKE agtede at lade mig lave om. Han havde på forhånd spurgt, hvilken slags musik, jeg gerne ville synge, blot skulle det være noget, som passede til tidens tone. Hvad han så end mente med det. Jeg gik i en pladebutik og købte én af de EPer, som stod forrest. En indspilning med en norsk sangerinde, som sang Dolly Partons ”Jolene”. Det var det nærmeste, jeg kunne komme et kompromis, for det var en god sang, og sagde: Sådan noget – agtigt! I det lille studie, som, så vidt jeg husker, var ejet af Gustav Wincklers eks-kone og hendes mand, plankede vi en indspilning, de havde liggende i forvejen. Jeg skrev en volapyk tekst i en vindueskarm, og så sang jeg på livet løs. Jeg har endnu det kassettebånd liggende godt gemt væk i en fjern afkrog. La-la-la-la Lalallala …

Kameluldsfrakken havde trods alt brugt penge på mine ”talenter”, så det varede endnu nogen tid, før også de forfængelige drømme bristede, men med et endnu større og meget lærerigt brag.

En aften, jeg sad på min bindingsværkspind i restauranten hos Jacobs, kom én af de unge tjenere og stak mig en lille seddel i hånden. Der stod: Der sidder én på første sal, som meget gerne vil i kontakt med dig – lidt diskret – gå op ad bagtrappen. Da mit sæt var færdigt, sneg jeg mig op ad bagtrappen, og hvem sad så dér? ”Smukke”! Jeg var nær faldet ned ad trappen igen. Hans ærinde var i al korthed, at denne hollandske forretningsmand i kameluldsfrakke var en svindler, og at jeg meget hellere skulle entrere med “Smukke” selv i stedet. Han ville kunne føre mig til stjernerne. Mens han sad dér (også han med blikket stift rette ned i noteblokken), sagde han fuldstændigt neutralt og henkastet konstaterende: Men det er jo ikke nok for folk, at de har noget smukt at lytte til, de skal også have noget smukt at kigge på. Så det bliver uden tvivl nødvendigt med nogle plastiske operationer.

Med dette kontante budskab væltede jeg ned ad trapperne, mens de sidste illusioner om musikkens betingelser – OG ”Smukkes” skønhed – lykkeligt og øjenåbnende bristede. Da tog jeg den endelige beslutning om for fremtiden altid kun at stole på min egen målestok – ingen andres. Derefter sang og skrev jeg og opgav totalt at danse med andre end mig selv. Og jeg begyndt at spare penge op til at indspille og udgive mine sange selv.

Den sommer – det må have været i 1976 eller 77 – spillede jeg i Roskildefestivalens folk-telt. Bagefter fik jeg en henvendelse fra Olav Bennike, direktøren for Bent Fabricius-Bjerres pladeselskab, Metronome. Han sagde, at han meget gerne ville, at Metronome indspillede en plade med mig og mine sange. Og jeg sagde meget arrogant – Nej Tak! Jeg orkede ikke endnu engang at opleve, at jeg skulle laves om på, så jeg gik videre med at skrive sange og spare penge op.

Da jeg endelig havde alle sangene, men stadig ikke penge nok, tænkte jeg: Nu vil det være gratis! Nu vil et afslag på mine egne præmisser ikke føles som et nederlag. Nu er det kun pengene, der mangler, og dem må jeg så bare arbejde for at skaffe. Men hvis Metronomes tilbud stadig stod ved magt, ja, så ville jeg spare mig selv for mange penge og endnu mere besvær. Så nu kunne jeg spørge Olav Bennike, om han virkelig havde ment det alvorligt. Så jeg skrev et brev. Og ventede og ventede. Til sidst havde jeg igen ventet så længe, at jeg måtte se i øjnene, at jeg endnu engang var snublet – pladask – i en illusion. Så jeg opbød al min ideologiske vrede og ringede til selskabet – fik Olav Bennike i røret – og lige idet, jeg skulle til at udgyde al min harme, han sagde: Det var godt du ringede. Vi har besluttet, at vi meget gerne vil udgive en LP med dig og dine sange. Vi har blot én betingelse, og det er, at det skal være Nils Henriksen, som producerer!

For første gang var jeg faldet i hænderne på nogen, som ikke først og fremmest ønskede at lave mig om; men som havde tænkt over, hvilke rammer de optimalt kunne lægge mig, mine sange og min stemme i. Og så blev LP’en “Hej lille drøm” til.

Den kontrakt, vi skrev, havde ingen klausuler om plastiske operationer.

Måske var Jorden alligevel en slags stjerne.

Pia Raug Marts 2016

 

 

“Fugleflugt”

EXLCD30173

Med denne udgivelse er det lykkedes Exlibris at samle alt, hvad jeg nogensinde har skrevet, komponeret, sunget og indspillet. ”Fugleflugt” indeholder alle mine egne sange og de 9 original cd’er, jeg har fået udgivet i eget navn siden min spæde start for 40 år siden. Ud over disse indeholder boksen en bonus-cd, hvor vi har opsamlet 7 tracks, jeg gennem årene har indspillet for at vise respekt og støtte i forskellige sammenhænge.

Boksen fuldender den samling, som startede i 2011, da Exlibris udgav 4 cd-boksen ”De elsked ungt – de drømte langt”, med de danske sange og salmer, jeg elskede mest i min barndom, og som jeg over 10 år indspillede sammen med pianisten Steve Dobrogosz.

Egentlig havde jeg forestillet mig, at en sådan samling af mine sange nok måtte vente, til jeg en gang ville være så venlig at uddø; men jeg er så småt begyndt at ane, at jeg nok vil kunne se frem til at overleve noget længere end cd-formatet. Så jeg er taknemmelig for, at Exlibris har påtaget sig opgaven, mens jeg endnu selv kan glæde mig over resultatet. Det gør en forskel for sådan én som mig, at kunne holde den blå luft mellem hænderne og ikke kun flyvsk mellem ørerne.

Den officielle udgivelsesdato er 20. november 2015; men boksen vil være tilgængelig for køb i cd-format allerede indenfor de nærmeste dage via Exlibris’ hjemmeside www.exlibris.dk  og digitalt på Itunes og Spotify fra den 27. november.

Fra udgivelsen og mange måneder frem, vil jeg her på siden løbende fortælle nogle af historierne bag de enkelte udgivelser og de enkelte sange. Så I er mere end velkomne til at kigge forbi og lade min fortid følge med ind i jeres fremtid – hvis I skulle være lidt nysgerrige :-).

Pia Raug. November 2015

Eclipse

Der skal særlige begivenheder til, før ordene presser sig tilstrækkeligt på og MÅ ud. Og der er åbenbart ikke sket noget i mit liv væsentligt nok siden Cohens fødselsdag :-). Men i dag er en sådan dag. En 85% solformørkelse over et overskyet Danmark. Her på Omø trak skygardinerne sig dog væk fra solskiven et kvarters tid … Læs videre Eclipse

Læs mere

Leonard Cohen fylder 80 år i dag, søndag 21. september

Jeg har ligesom mange andre sangere og sangskrivere af en vis alder sunget ”Suzanne” i min grønne ungdom, og ladet mig løfte af dens inciterende tone og billedsprog. Den sang banede vejen ind til Leonard Cohens værk, der som kun få har formået at holde sig levende hen over årtusindskiftet. Som en markering til fødselsdagen … Læs videre Leonard Cohen fylder 80 år i dag, søndag 21. september

Læs mere

Sankte Hans – Sankte Hans

En uventet og varmende Sankt Hans-aftens hilsen fik mig til at grave sidste års båltale frem af de digitale gemmer: Vi elsker vort land… Dette har vi nu troligt sunget i mere end 125 år. Ordene stammer fra et syngespil fra 1885, som hed “Der var engang”. Men er vores land nu, som det var … Læs videre Sankte Hans – Sankte Hans

Læs mere

“Man må finde mod til at folde vingerne ud og tage afsæt, hvis man vil have en chance for at møde opvindene”

I morgen bliver det Langfredag. Langfredag har altid været en betydningsfuld dag i mit liv. Fuld af spørgsmål og forundring. Dage fulde af evig sorg og evig glæde. Jeg har altid undret mig over forskellene og ledt efter fællesnævnerne. Mellem Langfredag og Good Friday. Mellem de tilsyneladende modsatrettede sproglige udtryk for den samme tilstand. Balanceakt i spændingsfeltet mellem uendelig … Læs videre “Man må finde mod til at folde vingerne ud og tage afsæt, hvis man vil have en chance for at møde opvindene”

Læs mere

Seeren – min bevægende ven

Den 13. januar i år ville Kalle Jaurup/Calle Montesegur være fyldt 80 år. Selv om han nu er i tjeneste “andetsteds”, fortjener han alligevel min lidt forsinkede fødselsdagshilsen og sangen om de mange veje, som krydsede hinanden til og fra Montsegur. Nedenstående skrev jeg nogle måneder efter hans død i oktober 2007. Pia Raug, 2014. Vejen til Montsegur … Læs videre Seeren – min bevægende ven

Læs mere

“Hvad var det dog der skete …”

Det er  i dag 1. marts, og det vinterfrosne hjertes kvarts trænger til at smeltes ved at se det. I år er det 70 år siden nazisternes likvidering af Kaj Munk på Hørbylunde Bakke ved Silkeborg den 4. januar 1944. Nogle få måneder forinden havde han skrevet “Den blå anemone”. Jeg har et sted læst, at Vedersø-præsten ikke … Læs videre “Hvad var det dog der skete …”

Læs mere