Der er langt både frem og tilbage. Men der skete hele to mirakler i den forgangne uge. Ikke nok med, at jeg fik taget en dyb indånding og fik samler mod til at melde ud, at jeg her i 2017 vil genoptage min koncertvirksomhed efter 5 års pause; men jeg fik også overvundet min indgroede skepsis overfor “sociale medier”. Jeg kom på Facebook! Det gik op for mig, at den musikalske virkelighed, jeg trak mig tilbage fra i 2012, var en helt anden end den, jeg nu prøver at komme i kontakt med igen. Selv om jeg skrev her på siden, at “Jeg giver ikke koncerter for tiden”, så var jeg selv temmelig overbevist om, at det kapitel af mit liv var endegyldigt lukket. Men to begivenheder indenfor det seneste årstid har gjort, at jeg pludselig til min egen forundring igen har kunnet mærke den næsten glemte drøm om musikken begynde at bevæge sig i mig.
“Fugleflugt”. Først og fremmest var det Exlibris beslutning om at genudgive mit livsværk i en samlet boks i november 2015. For første gang i mange år kunne jeg selv fra ende til anden lytte til alt, hvad jeg har skrevet og sunget gennem 40 år. Jeg fandt ud af, at sangene er en slags dagbogs-blade, som uventet kunne bringe mig tilbage til min tabte tid, og jeg besluttede, at jeg ville skrive om de sange, der blev mit liv. Jeg har lagt fortællingerne op under “Fugleflugt” her på siden. Hvis I er interesserede, kan I følge med, efterhånden som jeg får skrevet mig igennem alle udgivelserne og sangene. Indtil nu er jeg kun nået til LP’en “Hej lille drøm” og de tre første tracks; men hvis jeg lever længe nok, når jeg nok frem til sidst – og hvem ved, måske ligger der stadig en sang eller to i mig, som gerne vil skrives :-).
“Mariehaven”. Den anden begivenhed, som fik mig til at fornemme, at musikken måske ikke helt havde forladt mig, selv om jeg havde forladt den, blev invitationen til at synge to af mine sange i Mariehaven i Ansager med backing af Helge Engelbrechts 10-mands, suveræne orkester. Det var en temmelig kold Pinsedag, som blev varm om hjertet. De tusind publikummer sad trofast en hel dag indhyllet i tæpper og nærvær. Og det kom fuldstændigt bag på mig, at der måske havde været nogen, som havde savnet mig! Jeg følte mig modtaget som en gammel ven, ingen havde regnet med at se igen. Så tak for det – alle I, som den dag gav mig et uventet skub ud over rampen.
Strib og Skagen. Min genkomst til musikscenen vil foregå ved en koncert i Strib Kirke den 9. februar kl. 19:30 i forbindelse med årets Strib Vinter Festival, og indtil videre har jeg desuden skrevet kontrakt med Skagen Festivalen til 1. juli. Mens jeg frem til 2005 boede næsten 20 år i Strib, var jeg med ved festivalens spæde begyndelse og lavede flere gange gennem årene koncerter i kirken som optakt til den vintervarme begivenhed. I 2017 vil det samtidig være præcist 40 år, siden jeg første gang var officielt med på Skagens program, men det vil også være præcist 25 år, siden jeg stod på programmet sidste gang. Det kan man da vist kalde et dobbelt-jubilæum af format 🙂
Pia Raug Vesterbro, 10.01.17