Ad trange veje til stjernerne 

Den drøm, der gik i opfyldelse med udgivelsen af ”Hej lille drøm” i 1978, havde været længe undervejs og havde taget sig nogle gevaldige svinkeærinder undervejs. Hvis det havde stået til mig, så skulle min første plade være udkommet LÆNGE før. Det var godt, det ikke blev, som jeg gerne ville have det.

Jeg var begyndt at drømme allerede i 1973, året efter jeg var startet med at læse forhistorisk arkæologi på Moesgaard Museum i Århus. Jeg syntes, det var svært og ensomt at komme fra Fyn til ”storbyen” og til et institut, som lå smukt, men langt væk fra Universitetsparken og det sagnomspundne og med længsel ventede studenterliv – langt ude i Marselisborgskovene. Jeg boede til leje på et værelse i en stor, gammel villa i Skåde, som lå i cykelafstand om sommeren og bustur om vinteren.

Jeg var hverken en ret flittig eller dygtig arkæologistuderende. Det eneste, jeg egentlig kunne udmærke mig lidt med var, at jeg kunne synge og spille lidt guitar. Jeg havde endnu ikke skrevet egne sange og spillede alle de sange, som gav min musikalske drøm vinger. De fleste var engelske og amerikanske samtidige folksongs. Det var Joni Mitchell først og fremmest. Joan Baez. Donovan. Bob Dylan, Don Mclean og en lille smule, for mig ny-opdaget, Jacques Brel. Simon & Garfunkel; men der var også enkelte danske, nye sange som f.eks. ”Lil Johnnys mund”.

Efter et ret ensomt og løsrevet første år, vidste jeg, at jeg måtte gøre ét eller andet for at ”høre til”. En gammel gymnasiekammerat havde set en annonce i Århus Stiftstidende, at værtshuset ”Den Høje” i Skolegade søgte servitricer og musikere til at underholde gæsterne. Det var en grænseoverskridende udfordring for mig at række ud efter drømmen om at synge for fremmede mennesker; men jeg tog mod til mig og fik lavet en aftale. Det blev den første af mit livs 3 ”auditions”.

Men jeg ejede ikke et hylster til den spanske guitar, jeg havde erhvervet mig for 800 kr. et par år før, og jeg syntes, det ville være for flovt at tage bussen ind til byen med en uindpakket guitar, så jeg investerede en pæn del af min sparsomme SU i et rædselsfuldt, lortebrunt plastichylster, så jeg kunne komme standsmæssigt til byen.

Det var de to brødre Gisselbæk, som havde skabt ”Den Høje”. Den ene bror var rund og rar. Den anden var smuk og skræmmende. Det var selvfølgelig ham, som forestod ansættelsessamtalen. Han ikke så meget som så på mig, han satte sig blot på én af de rustikke taburetter med blikket stift rettet mod pennen, der var skarpladt parat til at grifle notater på en lille blok: Nå – hvor har du så serveret før? Åh nej – skal man også servere? Spurgte den 20-årige, håbefulde sangerinde, som allerede så drømmen spadsere ned ad Skolegade med kurs mod havnen. Så kiggede den prof unge forretningsmand for første gang op og så på mig med et lille smil.

Jeg fik jobbet, og spillede herefter i et årstid – siddende på en murstenshalvmur – hver mandag og onsdag for gæsterne. Det rygtedes, at der var et fast inventar disse aftner, og langsomt begyndte andre af Aarhus’ håbefulde folkemusikere at samles dér. Det blev den spæde begyndelse på mine mere end 40 år ved musikken. Jeg spillede fra kl. ca. 19 til midnat for 15 kr. i timen, og havde ved aftenens slutning næsten tjent penge nok til taxaen hjem til Skåde. Den sidste bus var altid gået.

Jeg mødte min første kæreste på ”Den Høje”, flyttede sammen med ham i nogle værelser i en villa lige over for Musikkonservatoriet og begyndte så småt at skrive sange selv. Men jeg havde endnu ikke mod til for alvor at lade dem prøve kræfter med alle idolernes. De første havde været på famlende engelsk; men efter nogen tid fik jeg tilsendt nogle tekster på dansk, fik sat musik til og sang dem blandet ind imellem de andre ”sikre”. Og så begyndte jeg for alvor at drømme umulige drømme om et liv i musikken.

Min far spillede og indspillede den gang med ”Fynsk Harmoniforvirring” og endte, gennem Country Palles studie, STUK Ranch, i Sønderholm ved Nibe, med at spille sav og autoharpe på Niels Hausgaards anden LP, ”Men det går jo nok” fra 1976.

Én af de dage, hvor jeg vidste, at de ville være i studiet, kom jeg ”tilfældigt” forbi. Lige så tilfældigt fik jeg placeret en kassettebåndoptager midt på gulvet i opholdsrummet og skruede ekstra højt op for volumen. Den gang var det ret umuligt at lave private kopier af indspilninger, så min undskyldning var, at jeg havde brug for en kopi af mit første, forsigtige demobånd, og det kunne jeg måske få lavet i studiet; men meningen var selvfølgelig, at Country Palle, himself, skulle høre, hvor fantastisk jeg var, og så straks tilbyde mig en pladekontrakt. Og ganske rigtigt gik det, som jeg så snedigt havde planlagt det: Han syntes, jeg var fantastisk og ville lave en indspilning med mig; MEN før jeg kunne indspille mine egne sange, var det nødvendigt, at jeg først indspillede en sang til Dansktoppen. Det skulle være en cover version af Tammy Wynettes ”Stand by your man”, som Palles bror havde lavet en oversættelse af. Når den var indspillet, kunne jeg få lov at indspille mine egne sange. Han ville sende teksten. Det var ikke lige det, jeg havde tænkt; men hvilke trange veje er man dog ikke villig til at følge for at nå sine stjernedrømme? Jeg var vokset op med min fars country musik og kunnet godt lide sangen.

Og så ventede og ventede jeg. Endelig kom teksten. Og alle korthusene faldt til jorden med et øredøvende brag. Oversættelsen var desværre (heldigvis!) så rædselsfuld, at jeg ikke var i stand til at tage ordene i min mund: ”Bliv hos din mand – stå altid ved hans side – bliv hos ham hvis du kan – bliv hos din mand”. Jeg var endnu ikke blevet uhelbredeligt forelsket i mit modersmål, men dette var alligevel under min endnu vaklende værdighed. Og så ledte jeg efter alle brugbare argumenter og stillede dem op imod mine honette ambitioner: Var der f.eks. ikke engang en dygtig sangerinde, som var endt med aldrig at kunne blive til andet end Slabadubadelle-Mette, bare fordi hun havde haft det ene mega-hit på Dansktoppen?

Det blev mit første NEJ, allerede før mit liv i musikken var begyndt. Et nej, som jeg var sikker på ville betyde, at jeg så måtte prøve at blive en dygtig arkæolog i stedet. Jeg var også sikker på, at alle døre nu ville smække i, så jeg tøvede længe, før jeg tog mig sammen til at fortælle pladeselskabsdirektøren, at jeg desværre ikke kunne være med på den sang. Til min store forbløffelse, sagde han bare: Nå – det er der så ikke noget at gøre ved. Så laver vi dine egne sange; men jeg har en betingelse, og det er, at LP’en skal produceres af Niels Hausgaard. Hvis han vil!

Og så vendte drømmene tilbage – og nu på en endnu vildere himmelflugt: Niels Hausgaard! Tidens nok mest hotte, danske navn. Palle talte med Niels, som ikke umiddelbart sagde nej til opgaven. Og jeg gav mig til at øve og skrive lidt mere, men forestillede mig stadig en blanding af engelske og nogle få sange på dansk. Min far fik en aftale med Niels og kørte mig til Nordjylland for at finde ud af, om det kunne blive alvor.

Jeg kan stadig se mig selv træde ind i Niels´ smukke arbejdsrum med alle talenterne udenpå frakken. Det blev mit livs anden audition. Niels lyttede opmærksomt. Længe. Så sagde han: Jeg synes hellere, du skulle lytte noget mere til de svenske trubadurer. Jeg tror han nævnede Dan Anderson. Og så måtte jeg træde ud fra hans smukke hus – endnu engang forfulgt af bristede drømme. For jeg vidste allerede da, at jeg ville være nødt til at sige nej tak. Selv om muligheden for at kunne lægge mig i kølvandet på en rigtig kunstners ”fame” nærmest var fristende over evne. Måske havde de alle sammen ret? Måske VAR det nødvendigt, at jeg blev en helt anden? Men jeg var ikke parat til at fravælge den ”tone”, jeg allerede den gang ledte efter. Og jeg forstod ikke, hvordan de kunne synes, jeg var ”god nok”, når de så straks alle ville lave mig om? Jeg besluttede, at jeg fra nu af måtte finde kræfter til at klare mig på egne præmisser, og så måtte det briste eller bære.

Men alligevel lod jeg mig endnu engang forjætte af drømmen. Jeg havde i mellemtiden forflyttet ”residensen” til det smarte spisested Jacobs Bar BQ. Det bestod af tre etager i en meget gammel, smuk gård i Aarhus midtby, og jeg skulle på skift ”betjene” alle tre etager. Det var et meget trendy spisested, og mange gæster måtte vente meget længe nede i baren for at få et bord i restauranten på første sal. Det var mit job at ”holde på” folk, så de ikke opgav og gik, før der blev et ledigt bord. Det var noget af en opgave, men det lykkedes som regel rimeligt godt. Den største udfordring var dog, at når jeg så havde holdt på folk, mens de ventende på at få bord ovenpå, så var det de samme mennesker, jeg skulle underholde – igen – siddende midt i lokalet på én af de gamle, fritlagte bindingsværksbjælker! Det gjorde, at jeg fik opbygget et meget stort repertoire; men der er nok ingen tvivl om, at de fleste nu hellere ville have haft madro. En gang imellem slap de dog, og jeg blev sendt ovenpå til et lokale, hvor der kunne være større, private selskaber. Det var netop dér, endnu et par af mine ungdommelige illusioner bristede.

Der var i Aarhus på det tidspunkt et indonesisk tvillingepar. To meget smukke, yngre mænd. Den ene mest stilfærdig og den anden meget omsværmet. Som hos så mange af Aarhus unge piger på den tid, kunne også mit hjertet slå et ekstra slag, når jeg så ”Smukke” på gågaden. Og så ville skæbnen, at disse to med deres tro fanskare ofte var stamgæster på Jacobs. Ingen af dem skænkede sangerinden det mindste blik.

En dag i baren blev jeg kontaktet af en meget nydelig, hollandsk herre i kameluldsfrakke. Han syntes, jeg var så fantastisk god, og han ville godt bekoste en prøveindspilning med mig. Ja, ja – tænkte jeg. Endnu én af dem, som vil lave mig om; men det endte faktisk med, at jeg en dag kørte med kameluldsfrakken i hans Mercedes ud til et studie i Midtjylland. Jeg havde meget omhyggeligt taget mine mest slidte cowboybukser på, så han ikke kunne være i tvivl om, at jeg IKKE agtede at lade mig lave om. Han havde på forhånd spurgt, hvilken slags musik, jeg gerne ville synge, blot skulle det være noget, som passede til tidens tone. Hvad han så end mente med det. Jeg gik i en pladebutik og købte én af de EPer, som stod forrest. En indspilning med en norsk sangerinde, som sang Dolly Partons ”Jolene”. Det var det nærmeste, jeg kunne komme et kompromis, for det var en god sang, og sagde: Sådan noget – agtigt! I det lille studie, som, så vidt jeg husker, var ejet af Gustav Wincklers eks-kone og hendes mand, plankede vi en indspilning, de havde liggende i forvejen. Jeg skrev en volapyk tekst i en vindueskarm, og så sang jeg på livet løs. Jeg har endnu det kassettebånd liggende godt gemt væk i en fjern afkrog. La-la-la-la Lalallala …

Kameluldsfrakken havde trods alt brugt penge på mine ”talenter”, så det varede endnu nogen tid, før også de forfængelige drømme bristede, men med et endnu større og meget lærerigt brag.

En aften, jeg sad på min bindingsværkspind i restauranten hos Jacobs, kom én af de unge tjenere og stak mig en lille seddel i hånden. Der stod: Der sidder én på første sal, som meget gerne vil i kontakt med dig – lidt diskret – gå op ad bagtrappen. Da mit sæt var færdigt, sneg jeg mig op ad bagtrappen, og hvem sad så dér? ”Smukke”! Jeg var nær faldet ned ad trappen igen. Hans ærinde var i al korthed, at denne hollandske forretningsmand i kameluldsfrakke var en svindler, og at jeg meget hellere skulle entrere med “Smukke” selv i stedet. Han ville kunne føre mig til stjernerne. Mens han sad dér (også han med blikket stift rette ned i noteblokken), sagde han fuldstændigt neutralt og henkastet konstaterende: Men det er jo ikke nok for folk, at de har noget smukt at lytte til, de skal også have noget smukt at kigge på. Så det bliver uden tvivl nødvendigt med nogle plastiske operationer.

Med dette kontante budskab væltede jeg ned ad trapperne, mens de sidste illusioner om musikkens betingelser – OG ”Smukkes” skønhed – lykkeligt og øjenåbnende bristede. Da tog jeg den endelige beslutning om for fremtiden altid kun at stole på min egen målestok – ingen andres. Derefter sang og skrev jeg og opgav totalt at danse med andre end mig selv. Og jeg begyndt at spare penge op til at indspille og udgive mine sange selv.

Den sommer – det må have været i 1976 eller 77 – spillede jeg i Roskildefestivalens folk-telt. Bagefter fik jeg en henvendelse fra Olav Bennike, direktøren for Bent Fabricius-Bjerres pladeselskab, Metronome. Han sagde, at han meget gerne ville, at Metronome indspillede en plade med mig og mine sange. Og jeg sagde meget arrogant – Nej Tak! Jeg orkede ikke endnu engang at opleve, at jeg skulle laves om på, så jeg gik videre med at skrive sange og spare penge op.

Da jeg endelig havde alle sangene, men stadig ikke penge nok, tænkte jeg: Nu vil det være gratis! Nu vil et afslag på mine egne præmisser ikke føles som et nederlag. Nu er det kun pengene, der mangler, og dem må jeg så bare arbejde for at skaffe. Men hvis Metronomes tilbud stadig stod ved magt, ja, så ville jeg spare mig selv for mange penge og endnu mere besvær. Så nu kunne jeg spørge Olav Bennike, om han virkelig havde ment det alvorligt. Så jeg skrev et brev. Og ventede og ventede. Til sidst havde jeg igen ventet så længe, at jeg måtte se i øjnene, at jeg endnu engang var snublet – pladask – i en illusion. Så jeg opbød al min ideologiske vrede og ringede til selskabet – fik Olav Bennike i røret – og lige idet, jeg skulle til at udgyde al min harme, han sagde: Det var godt du ringede. Vi har besluttet, at vi meget gerne vil udgive en LP med dig og dine sange. Vi har blot én betingelse, og det er, at det skal være Nils Henriksen, som producerer!

For første gang var jeg faldet i hænderne på nogen, som ikke først og fremmest ønskede at lave mig om; men som havde tænkt over, hvilke rammer de optimalt kunne lægge mig, mine sange og min stemme i. Og så blev LP’en “Hej lille drøm” til.

Den kontrakt, vi skrev, havde ingen klausuler om plastiske operationer.

Måske var Jorden alligevel en slags stjerne.

Pia Raug Marts 2016