“Seksten år” (”At Seventeen” –Janis Ian/Pia Raug/Janis Ian)
”Society’s Child” blev udgivet i 1966 og den dukkede af og til op på DR – og ofte nok, til at den ved hvert genhør vakte en stigende nysgerrighed efter at vide lidt mere om den meget unge sangskriver; men først i forbindelse med udgivelsen af ”At Seventeen” i 1975 fangede Janis Ian for alvor min opmærksomhed.
I midten af halvfjerdserne sang jeg alle idolernes sange på barer og værtshuse rundt omkring i Aarhus. Jeg begyndte at synge ”At Seventeen”, og da jeg i 1977 skrev kontrakt med pladeselskabet Metronome, var det én af de sange, jeg meget gerne ville have med; men jeg vidste, at jeg måtte forsøge at gendigte den. Al gendigtning er nærmest på forhånd dømt til at mislykkes – eller i hvert fald til kun at ende som en tam afskygning af sin oprindelse. Selv for rigtige digtere er det en nærmest umulig opgave, og jeg tror egentlig ikke, jeg nogensinde har mødt en gendigtning af en sangskrivertekst – eller et rigtigt digterdigt for den sags skyld – som på nogen måde har kunnet måle sig med originalen (det skulle da lige være Ivan Malinowskis Brecht-oversættelser!). Sprogets indre, mytiske dybder går næsten altid uvægerligt tabt undervejs.
Jeg har siden lavet mange oversættelse af franske, spanske, hollandske og tyske tekster, men altid kun for min egen fornøjelses og forståelses skyld. Når jeg MÅTTE forstå, hvordan og hvorfor en tekst på et fremmed sprog kunne påvirke mig så dybt, selv om jeg ikke havde direkte adgang til sprogets inderste lag. Jacques Brel, Lorca, Eva Dahlgren, Herman van Veen, Friedrich Rückert. Med en enkelt undtagelse har jeg ikke siden forgrebet mig på fremmede sprogs sange og udgivet dem i fortyndede udgaver.
Jeg har netop her i august læst Janis Ians selvbiografi. Den gjorde mig rigtigt meget klogere på rigtigt mange ting. Bl.a. hvorfor man nok bør afholde sig fra at forvente mere af sine idoler end det, der i forvejen ligger i linjerne mellem deres værk og ens egen bevidsthed. Det kan meget let blive til et fald fra stjernerne. Læsningen lærte mig også en hel del om, hvordan man som sangskriver nok heller ikke skal skrive selvbiografiske erindringer, med mindre man har til hensigt at trække sangenes oprindelige magi helt ned på jordplanet. Pladask. Nysgerrigheden – ja, vel nærmere nyfigenheden – er kun sjældent befordrende for et fremtidigt liv for det, der en gang betød alverden for én.
Charles Aznavour sagde en gang, da han ønskede at oversætte og indspille én af hendes sange: ”Min Janis. Du kan ikke insistere på, at dine sange skal oversættes direkte – det vil ikke fungere. Hvis du ønsker at høre dine sange på andre sprog, bliver du nødt til først at finde gode tekstskrivere og så lade dem arbejde frit. For vi er nødt til at oversætte hensigten med ordene, ikke ordene selv”.
Den gang tænkte jeg – temmelig utidigt – min indspilning som en hyldest til Janis Ian og begrundede min oversættelse med, at det ville være så ærgerligt, hvis alle de, der ikke forstod engelsk, skulle gå glip af denne helt særlige og vedkommende sang.
Nu kan jeg godt se, at der var andet og en hel del mere på spil. Først og fremmest var det ”Ugly duckling girls like me”, som var ledetråden. Det var ren og skær identifikation med portrættet af en meget ung, usikker og overset pige, som må digte, drømme og lyve sig til alt det, de andre tilsyneladende oplever i virkeligheden. Oversættelsen var min med længsel ventede, subtile ”hævn” for alle barndommens og ungdommens nederlag: Ja – jeg ved, jeg var en grim ælling; men se mig nu. Jeg synger, og jeg har fået en pladekontrakt! Æv bæv!!
Der er heller ingen tvivl om, at tilliden til mine egne evner som sangskriver på det tidspunkt kunne ligge på et ret lille sted. Så lille, at jeg endnu havde brug for at finde mod og tryghed ved at læne mig op ad de andre – ”de rigtige” – og, ligesom månen, selv skinne lidt ved at låne af deres lys.
Pia Raug
September 2016