Denne tekst skrev jeg i julenatten 2015, da min gamle mor var gået i seng. Jeg skrev den alene for min egen (mis)fornøjelses skyld og havde ikke tænkt at dele den med andre; men da jeg for et par måneder siden var blevet bedt om at holde pristalen for Knud Vilby på Krudttønden, da han skulle modtage ”Gelsted, Kirk og Scherfig-Fondens” årlige pris, fandt jeg den frem igen, og gjorde den til en del af min tale i stor respekt for Knuds utrættelige vidnesbyrd og værdighed. Gennem endnu en vinters mismod sendte jeg i december dette, mit ret alternative juleevangelieum, rundt til mine nærmeste og har nu besluttet at brede det lidt længere ud.

Et tidssvarende Juleevangelium.

Og det skete i de dage efter mange Herrens år, at alverden på trods af klimaforandringerne endnu engang skulle opleve snefald. Pia var draget ud fra Vesterbrogade og begav sig til sin fødeby, Odense, thi hun var af Nielsens slægt. Hun krøb i ly og lagde sig ind hos sin mor på en sammenklappelig gæsteseng fra Ikea, mens sneen faldt tykt og tungt og lagde sig endnu engang over billederne af de Åsumske rækkehushaver.

Heldigvis er også rækkehuse hule indeni, så mor og barn kunne sidde lunt i læ indenfor og betragte den store hvide flok, som lagde sig så nydeligt til rette hen over computerskærmen, mens mørket faldt ’med lys som fugle på kviste’. ’Det barn som sig fryder kønt og fromt, skal aldrig den glæde miste’. Og den digitale sne, der faldt i for-for-for-fjor, skal heller aldrig smelte, selv når de milde og kjedsomme vintre går deres grønne gang gennem verden.

Bønderne på markerne fik nu i denne mørke vinter – og i dette endnu mere Herrens år 2015 – bevinget bud fra kejseren med de nye klæder, at en stor glæde skulle overgå dem i deres trange kår: Den uskyldsrene løkke havde født dem en frelser, som gav dem deres rand-zoner tilbage, så de igen kunne overgødske til gunst for proteinindholdet og profitten. Ikke til skade for andet end vandmiljøet. Og de faldt på knæ, takkede gud og sang Halleluja op imod himlen og overvejede, om de dog ikke alligevel skulle sætte deres kors ved den store løkke igen, næste gang chancen bød sig til. Hvilke prægtige juleappelsiner kunne så ikke falde af i deres turban.

Mange frydede sig over de milde vintervinde, også alle dem, der kom hertil fra strengere egne; men de indfødte var ikke vant til at skulle dele, så der blev hverken plads på landevejene, banegårdene, i herbergerne eller i sommerferiebyerne. Så ude i teltene og de ny-indrettede stalde måtte de fremmede Maria’er føde deres førstefødte og prise sig lykkelige for, at deres gud havde ladet dem nå frem til så venlige og varme himmelstrøg – og at vejguderne selv i disse december-nætter højt mod nord alligevel ikke var så arktiske og afvisende, som det rygte, der var løbet så snehvidt og bredt i forvejen. Og vise mænd fra øst i landet og de kække, rødhårede kvinder, som havde skrevet og betalt rygtet i dyre domme, bød velkommen ved at lade udgå en udvidet befaling fra kejserens august-indgreb, at alle fremmede skulle skatskrives: Alt guld, røgelse og myrra skær, som måtte være til overs, efter at menneskehandlerne havde indkasseret deres klækkelige betaling, skulle beslaglægges for ikke at vække de indfødtes misundelse. Der skulle jo nødig gå ild i alt det dyre, sorte krudt, før det var blevet legalt at sætte ild til lunten.

Opgaven med at finde og renovere stalde nok til de mange ny-ankomne gav til gengæld så meget overarbejde til så mange af de indfødte, at det blev nødvendigt at flytte en tredjedel af den årlige ulandsbistand tilbage til landet selv. For som kejseren sagde: Det gælder om at hjælpe i nærområderne!

Og ude i udkanterne, hvor der ikke var mange herberger at finde, men til gengæld rigeligt med tomme stalde og venlige borgere, som både kunne give husly og havde brug for de mange ledige og flittige hænder, måtte de gæstfri forgæves rende fra Herodes til Pilatus, når de prøvede at få bragt de krævede papir-nusserier i orden.

En lille pige havde længe beredt sig på at lade sig føde netop på denne tid og på dette sted; men hun besluttede sig for at gå i sin mor igen. Hun måtte vente og lade sig føde under en venligere stjerne.

Og vi, som blev tilbage, måtte se den store hvide flok som tusind bedrøvede bjerge fuld af sne, slukke lyset i øjnene, brede de beskæmmede vinger ud og flyve bort i vinternatten. Men midt udi mørket så vi, at der trods alt stadigvæk var mennesker derude, som havde set både englene og stjernen, som over huset stod, og oksen, som bare ventede på at kysse barnets fod, og vidste, hvad det betød. Og de gik ud i staldene med varmt tøj og mad til de frysende og bød dem velkomne som venner.

Så blev det alligevel Jul i det lille land – og det var ganske vist.

Sådan stred verden en vinter hård,
længtes med soltrang i hjertegrunden,
stred med en vinter på tusind år,
tænkte, den skulle til våren vunden.
Men da den følte, dens kraft var omme,
da først lod herren sin sol nedkomme,
da først kom jul.                                                      (af ”Ind under Jul” – Jonas Lie 1866)

Åsum Julenatten 2015/Vesterbro ind under jul 2016

Pia Raug