Jeg har ligesom mange andre sangere og sangskrivere af en vis alder sunget ”Suzanne” i min grønne ungdom, og ladet mig løfte af dens inciterende tone og billedsprog. Den sang banede vejen ind til Leonard Cohens værk, der som kun få har formået at holde sig levende hen over årtusindskiftet. Som en markering til fødselsdagen og taknemmelighed over, at han stadig findes syngende og skrivende iblandt os, bringer jeg her et uddrag af en længere artikel, jeg skrev kort efter 11. september i 2001. Hvis nogen af jer læser uddraget og skulle få lyst til at stifte bekendtskab med resten af den lange artikel, hvor citater fra nogle af Cohens tekster danner rammen om ugerne efter 9/11, så er I velkomne til at skrive til mig.

 

Skabelse og destruktion

 1. Hallelujah

2. The sisters of Mercy

3. First we take Manhattan

4. Famous blue raincoat

Hallelujah

I slutningen af august 2001 var jeg en flue på væggen ved det symposium for Nordisk Ophavsret, som finder sted hvert tredje år. Denne gang fandt det sted i Akureyri i det nordlige Island. Den korte arktiske sommer gik allerede på hæld, mens nordiske ophavsretsadvokater og direktører lavede oplæg og diskuterede vores muligheder for at kunne eksistere ved at skabe. Eller i hvert fald ikke uddø helt under forsøget. På 35 sider diskuterede ét af oplæggene: ”Hvad er et værk?”

Det er mærkeligt hvordan noget så indlysende for skabere kan ende i en så gennemgribende, juridisk og ikke-konkluderet analyse. Dette vil dog uden tvivl blive et livsvigtigt emne for alle skabere i den globale, digitale fremtid, hvor originalen vil være truet og kopien blive fremherskende.

På en hylde i Akureyris eneste boghandel fandt jeg én af de eftertragtede ”originaler”, som dog sjældent kan findes i en dansk, provinsiel boghandel: Leonard Cohen og hans ”Stranger Music”. Denne lille nation med kun 270.000 indbyggere udgiver ikke desto mindre flere bøger på eget sprog end noget andet folk i verden. Og alligevel er det muligt – her på disse fjerne breddegrader lige under polarcirklen – at finde mangfoldighedens blomster fra den hele vide verden af original skabelse. Hvad er det med disse mennesker? I Danmark bliver stoltheden over at skabe på sit eget sprog med egen kulturel egenart ofte beskyldt for at være provinsiel, ja – endog nationalistisk – hvorfor? Det er islændingene – og ikke os – som er i besiddelse af en bemærkelsesværdig kulturel nysgerrighed og åbenhed, tilbyder adgang til sublime, internationale udtryk – og som stadigvæk sætter en ære i deres eget sprog og dybe rødder. Cohens digte blev mine følgesvende på en køretur Island rundt efter symposiets afslutning. Og de løftede de mægtige landskaber højt op over sig selv.

På en meget stille søndag eftermiddag kørte jeg ind i en diminutiv bygd på østkysten for at tanke op og få en kop kaffe. Der var tre huse og en tankstation. Ligesom alle andre islandske tankstationer havde også denne et endnu mere diminutivt cafeteria. Mens jeg ventede på kaffen bladede jeg gennem de to æsker med cd’er, som stod på disken. Blandt disse 20-30 albums fandt jeg Billy Joels ”Pianoman” og Jeff Buckleys ”Grace”. Og derefter var ”Halleluja” på repeat hele Island rundt. Først tre dage senere havde jeg bevæget mig så langt ind i musikken og ordene, at jeg kiggede i coveret for at finde teksten. Den var der ikke. I stedet opdagede jeg til min store overraskelse, at det var en gammel Cohen sang. Hvordan i alverden havde jeg kunnet undgå at kende den sang i alle disse år? Da jeg ledte gennem ”Stranger Music”, fandt jeg selvfølgelig digtet dér. Island vil nu for altid være forbundet til denne simple bøn: Halleluja.

I’ve heard there was a secret chord

that David played to please the Lord

But you don’t really care for music, do you?

It goes like this: the fourth, the fifth

the minor fall, the major lift;

The baffled king composing Hallelujah!

 

I did my best; it wasn’t much.

I couldn’t feel, so I learned to touch

I’ve told the truth, I didn’t come to fool you.

And even though it all went wrong,

I’ll stand before the Lord of Song

with nothing on my lips but Hallelujah!

The sisters of Mercy

Lørdag den 8. september 2001, fløj jeg af sted til Montreal i Canada. Måske var det netop her – af alle steder i verden – jeg ville kunne finde ”dem”: Digterens søstre og brødre. På vegne af de danske komponister og sammen med repræsentanter for filminstruktører og skuespillere var jeg blevet inviteret til at deltage i et internationalt møde om ”Kulturel Diversitet” i kølvandet på de igangværende WTO-forhandlinger. Canadierne havde indbudt repræsentanter fra film, medier, litteratur og musik – både skabere, udøvere, uafhængige producenter og forlæggere – fra ti lande verden over til at deltage i dette første forsøg på at igangsætte en global proces for retten til og beskyttelsen af den kulturelle diversitet.

Dette møde skulle starte tirsdag den 11. september efter en officiel modtagelse mandag aften, hvor Quebecs kulturminister hilste alle velkomne på regeringens vegne; men eftersom flybilletter var billigere, hvis man rejste hen over natten mellem lørdag og søndag, var jeg taget afsted et par dage tidligere. Det gav mig tid og lejlighed til at lede efter sporene af den store canadisk kunstner, jeg vidste, var født og opvokset i Montreal.

Enhver nations kulturelle egenart bliver meget tydelig allerede på den første taxatur efter en ankomsthal. Så da jeg steg ind i taxaen ved Dorval Lufthavn i en kvælende hede, var mit første spørgsmål: Er I ikke forfærdeligt stolte af, at Leonard Cohen blev født her? Det yderst høfligt spørgende svar kom på et begrænset engelsk med umiskendelig fransk accent: Leonard Who? Allerede da – blot nogle få hundrede meter ude ad min første canadiske hovedvej åbenbaredes et splittet samfund. Denne farvede mand var fransk canadier og splittelsen blev lige så åbenbar, som når man spadserer under de tyske både indre og ydre lindetræer, som nu er blevet en symbolsk grænse mellem øst og vest ved Brandenburger Tor og ”Unter den Linden”.

Den næste dag blev denne uoverstigelige afstand endnu tydeligere for mig under en samtale med en 25-årig kvinde, fuld af foragt. Fra førersædet af sin turisthestevogn førte hun sin Queenie gennem Montreals gamle bydel med en lige så uimponeret foragt for døden som for de engelsksprogede.  Også hun blev præsenteret for Cohen-spørgsmålet uden at byde på andet end en svag, modvillig genkendelse. Han var tydeligvis én af de andre. Han hørte hjemme i de rige forstæder op ad bjerget vest for St. Lawrence floden. ”Vi franske”, sagde hun, ”er nødt til at bo og arbejde på den flade og grimme East Side, hvor de rige engelske har deres fabrikker. Vi er tvunget til at leve med deres forurening og deres lort og bliver syge, mens de kan leve i deres smukke, kølige mega-huse under skyggefulde træer – huse, som er bygget for penge, VI har tjent til dem!”.

Hun var nok ikke én af ”dem”. Mit hjerte begyndte straks at producere undskyldninger for min helt. Dybest set så kunne han jo ikke gøres ansvarlig for sit fødested. Og havde han ikke gennem hele sit kreative liv netop understreget verdens grusomhed og lagt kærlighedskraften frem som den smertefulde brobygger?

Alle disse tanker insisterede, mens vi travede af sted forbi de kunstige øer ved havnefronten. Denne weekend afholdt Quebec-indianerne deres årlige pow-wow netop dér, så jeg stod af for at opleve den kulturelle mangfoldighed tæt på. De gamle dansemestre førte de traditionelle danse an. De unge mænd deltog med den blanding af ærbødighed og trang til at skubbe de gamle ud, som alle kommende stammeledere finder i sig. Bedstemødrene tog som dronninger de små piger ved hænderne og lod dem opleve traditionen gennem kroppenes bevægelser. Der var tydelige forskelle mellem mande- og kvindedansene. Min unge og kæphøje kusk – som var nødt til at tjene til sine studier ved at transportere turister og andre undertrykkere rundt på hestetrukken sightseeing – udviste en endnu mere udsøgt foragt og havde kun ondsindede smil tilovers for disse oprindelige canadiere. Hakkeordenen var skarptskåren. Tryk avler modtryk sammen med en umiskendelig evne til straks at identificere og genkende en magtesløshed tydeligt dybere end ens egen.

Det var heller ikke her, jeg skulle finde en guide ind til den sublime skabelses rod: Min barnlige trang til at finde ud af, om denne poet alene var blevet formet af sine egne indre landskaber, eller om der også ville være spor efter ydre kilder.

I en kort biografi havde jeg læst, at Cohen familien havde haft deres residens i Westmount, hvor deres have grænsede op til ”Murray Hill Park”. Kortet viste en perlerække af grønne parker i Montreal, men ingen Murray Hill Park. Sidste udvej: Turistbureauet. De barmhjertige og hjælpsomme kvinder bag skranken gik straks i gang med at løse mit problem. Ja – de vidste godt, hvem Leonard Cohen var (Gudskelov!). Men nej – de havde ikke noget materiale om ham; men én af dem ville søge på nettet. De var ulykkelige over, at deres computere var så gamle og langsomme. Bare det at komme ud på nettet tog så alt for lang tid; men de ville gerne forsøge.

Hvert tiende minut dukkede en af de unge kvinder op fra dybet for at fortælle mig, at der stadigvæk ikke var noget resultat. Efter en time gav jeg op og forlod stedet med dyb undren. Var han virkelig kun verdensberømt i Danmark? Eller kunne det virkelig være så Andersensk grotesk, at blev ingen profet i sit eget land – heller ikke i store andegårde?

Suddenly the night has grown colder.

The God above preparing to depart.

Senere den aften, da jeg var flygtet fra hotellets aircondition ud i den fortættede og usædvanligt varme september-aften, så jeg unge fra det nærliggende universitetsområde komme bærende med stole, borde, mad og lysestager og sætte dem op under træerne for at spise i køligheden ved den store fontæne. Jeg sad på én af granitbænkene og betragtede de unge drenge, som kun var nogle få måneder for unge og generte til at brænde deres livskraft af på de endnu uopnåelige piger. I stedet udfordrede de hinanden på skateboard. Hvem kunne springe op på granitbænkene, ride sikkert langs kanterne, lande igen og trille grasiøst videre? Igen og igen denne ukuelige elegance og udholdenhed. Selv i de uundgåelige styrt var de yndefulde og usårlige. Ingen irritation eller provokation når turister (som jeg) brugte bænkene til deres egentlige formål. Hvis nogen sad i vejen, sagtnede de blot kyndigt farten og ventede, til der igen var fri passage. De havde tid nok at brænde af, før naturen havde fået gjort dem parate til pigerne og pigerne rede til dem.

En ung kvinde passerede mig i skumringen. Vendte om og kom tilbage imod mig: ”Oh – my God – it is YOU! I found him!”, sagde hun. Det var den unge kvinde fra turistbureauet. Da jeg havde opgivet, havde hun fortsat søgningen. Ud af 3.3 mio. indbyggere i Montreal plus tilførte turister var det mig, hun stødte ind i på sin vej hjem fra arbejde. ”Han blev født på Belmont Avenue!”. Måske skal ”de” findes på turistkontorer? Hun var i hvert fald tydeligt én af dem! Hun havde ikke kunnet finde et husnummer; men på kortet fandt jeg den del af Belmont Avenue, som stødte op til en lille park. King George Park. For foden af denne park var der en lille vej, som hed Murray Hill Street.

Tilbage på hotellet gennemtrawlede jeg telefonbøgerne. Måske boede der stadig Cohens på den vej, så jeg kunne finde et husnummer. Telefonbogen viste hundreder af Cohens i Montreal, men ingen på Belmont Avenue. Næste morgen tog jeg en taxa op til Westmount. Jeg blev sat af ved foden af parken og begyndte langsomt og årvågent at bevæge mig opad mod Roslyn Junior High skolen på Roslyn Avenue. Det var her, han havde gået i skole, indtil han startede på high school lidt længere nede ad bjerget. Skolen ligger smukt på en åben plads mellem avenuerne med deres mægtige, skyggende plataner og ahorntræer. ”Boys’ Entrence” og ”Girls’ Entrence” sømmeligt indhugget i sten over indgangene på hver deres side af den monumentale bygning. Frikvarter. Det var ikke svært at tænke 60 år tilbage i tiden dér. Skolebørn i den alder er tidløse overalt i verden. En klokke kimede og glade stemmer myldrede mod indgangene. Da stilheden havde sænket sig, gik jeg tilbage forbi hovedindgangen og begyndte at gå ned mod Belmont Avenue, men fortrød. Jeg ville aldrig komme tilbage hertil, så dette var ikke ligefrem tidspunktet at blive genert på, så jeg gik tilbage til hovedindgangen. Gik ind i den lille forgang, et bur af glas, hvor der var kvælende hedt som i en bageovn. Den næste dør var låset. Da jeg trykkede på en knap, kunne jeg høre en dørklokke ringe inde i kontoret et par skridt oppe ad trappen på den anden side. Der skete ingenting. Børn og voksne kom og gik i korridoren bag glasdøren, men ingen reagerede på min ringen. Det var meget varmt, og da jeg var tæt på at besvime af luftmangel, trykkede jeg på ringklokken igen. Meget tæt på at give op så jeg en kvinde gå ind på kontoret og i samme sekund lød en buzzer, og jeg kunne åbne glasdøren.

Da jeg trådte ind i kontoret, så jeg et bjerg af en kvinde sidde bag en skranke med ryggen til. Jeg ventede høfligt i meget lang tid – og blev straks enig med mig selv om, at hun i hvert fald ikke var én af dem! Hos hende her var der overhovedet ingen ”Mercy”. Hun manglede blot den diagonale skrårem, så hun ville være parat til at til at udøve sin magtfuldkommenhed og tage hævn over alle dem, som havde været så formastelige at efterlade hende dér – så stor i en så lille stol. Jeg var straks klar over, at her krævedes en alvorlig gang leflen og strygen med hårene. Da hun endelig vendte sig om, ”strøg” jeg alt det bedste, jeg havde lært. Overalt er smiger den hurtigste vej ind bag ellers uigennemtrængelige selvbeskyttelsespansere, og hun smeltede fuldstændig. Samtidig lod hun uden nogen synlig form for samvittighedsnag en anden gæst stå i mellemgangen, smeltende – og forgæves trykkende på ringklokken i fem minutter, mens hun hjalp mig. Da en lærer kom ind på kontoret og spurgte, hvorfor hun ikke åbnede døren, svarede hun med den mest uskyldige selvfølge i stemmen: ”Jeg var ude bagved i arkivet”. Nej – sagde hun i retning mod mig – de havde ingen officielle informationer liggende om Leonard Cohen. Nogle år før – nu huskede hun pludselig – var en mand kommet forbi, ligesom jeg, fordi han ville skrive en biografi. Men de havde ikke haft noget materiale. Skolens gamle arkiver blev opbevaret på et lager. Hun kunne ikke helt huske det, men jo, der havde vist været ét eller andet i forbindelse med, at han var død! Jeg kunne fortælle hende, at han på ingen måde var død. Tværtimod. Han var for kort tid siden steget ned fra sit Buddhistiske klosterbjerg og havde lige udgivet sit første album i 10 år. Jeg sagde til hende, at de måske nok skulle forberede sig lidt til den dag, da han virkelig døde, for jeg var sikker på, at de ville blive belejret af mennesker, der – ligesom jeg – var på opdagelsesrejse for at føle sig nær én af verdens store kunstnere.

For 10 dollars købte jeg en Roslyn High jubilæumsbog fra 1978 i det forfængelige håb måske i ét af fotografierne at kunne finde et glimt af en dreng, der kunne ligne en lille Leonard. Jeg fandt ingen, der lignede; men jeg læste til gengæld, at Kong George på et tidspunkt havde besøgt Westmounts loyale, engelsksindede royalister, og at de havde benyttet lejligheden til at omdøbe deres park til ”King George Park”. Arkiv-englene havde tydeligvis lagt hindringer i vejen for min søgen efter poetiske spor fra sangskriverens fortid. De syntes at udæske mig: Var jeg en dedikeret søgende, eller legede jeg bare?

Jeg gik tilbage ad den rute, jeg var sikker på måtte have været hans daglige tur hjem fra skole. Drenge har en universel evne til at finde den mest direkte linje mellem to punkter. Jeg mærkede endnu engang årene forsvinde. Jeg gik langs de 10-12 huse på Belmont Avenue på park-siden og prøvede at regne ud, hvilket ét, der kunne være barndomshjemmet. Det lykkedes mig ikke. Jeg standsede en yngre kvinde, som først bare betragtede mig tavst og afviste mig med mistro. Kun langsomt tøede hun op. Hun blev næsten én af søstrene. Nej – var han virkelig født her? Hun havde troet, han blev født nede i Latinerkvarteret. Nej – hun vidste ikke hvor. Desværre. Jeg fortsatte og fandt det eneste levende væsen ud over de mange hundreder af jordegern. En ældre, venligt udseende herre var i færd med at vande sine roser. Han så ud til at have en passende alder til måske at huske. Måtte jeg forstyrre ham et øjeblik? På knækket engelsk med stærk fransk accent beklagede han. Han var bare gartneren og vidste ingenting.

De rige tør ikke vide for meget for ikke konstant at måtte blive mindet om den dårlige samvittighed, de burde have. De fattige, tjenende ånder husker ikke, fordi de har andre, mere presserende udfordringer at bekymre sig om end sangere og poeter, som – midt i deres egen, ensomme søgen efter sammenhænge – på denne måde kan blive fremmede fugle i alle verdener.

All the sisters of Mercy

they are not departed or gone

They were waiting for me

when I thought that I just can’t go on

And they brought me their comfort

and later they brought me this song

Oh I hope you run into them

you who have been travelling so long

 

(fortsættelsen kan tilsendes ved personlig henvendelse)

Pia Raug