En uventet og varmende Sankt Hans-aftens hilsen fik mig til at grave sidste års båltale frem af de digitale gemmer:
Vi elsker vort land…
Dette har vi nu troligt sunget i mere end 125 år. Ordene stammer fra et syngespil fra 1885, som hed “Der var engang”. Men er vores land nu, som det var engang? Elsker vi det? Er det overhovedet det samme land, vi refererer til, når vi synger og taler om det – eller er det bare blevet tomme ord? Og hvis vi elsker det, hvad er det så, vi elsker? Det jeg elsker, er det, der rækker langt ud over øjeblikkets herskende ideologier. Jeg elsker det, som på godt og ondt har dannet mig. Jeg elsker det land, som gennem lige adgang til uddannelse og viden lærte mig at skelne mellem ægte demokrati og uoplysende enevælde. Som lærte mig at elske sandheden, fordi det gav mig redskaber til en gang imellem at genkende løgnene. Som var villig til at fremelske en kritisk sans i mig og ikke bare en blind medløben. Det land, som gav mig redskaber til at gribe livet, uden at jeg nødvendigvis behøvede at forgribe mig på andres. Det land elsker jeg, og derfor kan jeg år efter år synge ordene med taknemmelighed og kærlighed.
Vi elsker vort land, men ved midsommer mest…
For to dage siden var lyset langt og mørket så kort, som det overhovedet kan blive. Dette punkt i tiden har altid fascineret menneskene. Ikke blot fordi livskraften lige nu er på sit højeste, men også fordi man bliver sig sørgeligt bevidst, at det fra nu af vil gå den anden vej. At det vil gå mod mørket med alt, hvad dét kræver af et menneske i verden. Den med længsel ventede lyse tid er nået, og lige om lidt er det jul igen. Men måske mest af alt fascinerende, fordi dette tidspunkt – i hvert fald på vores breddegrader – til alle tider har mindet menneskene om det skrøbelige balancepunkt mellem lyset og mørket indeni os selv. Den evige kamp. Mellem godhed og fristelse. Mellem kærlighed og had. Mellem mod og angst. Måske fejrer vi stadig solhverv og midsommer for at huske denne indre kamp, som har fulgt menneskene i lys og mørke ned gennem slægternes kæde.
Når om våren hver fugl over mark under strand…
Det er ikke kun os, som må følge tidens brydning mellem lyset og mørket. Det må også de fugle, som netop nu arbejder ihærdigt på at få deres unger livskraftigt på vingerne inden en ny mørketid. Mangel på timing kan betyde slægtens uddøen. I dyreverdenen sker dette gennem urinstinkter og usentimental udvælgelse. Mellem dyr gælder på godt og ondt kun “den stærkestes ret”. Men vi er mennesker, og blandt mennesker i et menneskeligt samfund er balancegangen mellem lys og mørke til alt held endnu underlagt et bevidst og uophørligt valg. I det daglige må vi konstant vælge i små som store sager. For mennesker starter og slutter alting indeni os selv – i hverdagens små valg. Mellem udstødningen og rummeligheden. Mellem fordømmelsen og tilgivelsen. Mellem egoet og fællesskabet. Mellem det at hytte vores egne skind eller række den nødvendige, hjælpende hånd.
Hver by har sin heks og hvert sogn sine trolde…
Vi fejrer livet og lyset, men måske skulle vi samtidig prøve at finde ud af, om det ikke snarere var de indre end de ydre hekse og trolde, vi burde jage af landet? Vi må gang på gang tage aktive valg, som griber ind i vores egne og vores medmenneskers livsbaner. Udstøder vi, eller er vi rummelige? Det gælder både i arbejdssammenhænge og i større samfundssammenhænge. Lever ikke også vi i en tid, hvor vi er mindst lige så skræmte over det fremmede og uforståelige som inkvisitions-tidens skinhellige retfærdighedsudøvelse? Er vores kætterbål ikke bare af en anden karakter, men lige så dræbende for menneskers livsduelighed? Er vi ikke stadig lige så gysende forlystelsessyge som tidligere tiders tilskuere til offentlige henrettelser? Vi gyser og priser os lykkelige over, at det ikke er os, det går ud over, præcis som man gjorde i tidligere, endda ikke så fjerne tider. Men er vi ikke også en slags medskyldige – eller i hvert fald en slags medsammensvorne – hvis vi ikke siger fra? Vi kan kun håbe på at være årvågne nok. At vi ikke lader os bruge. Vi må hellere være skeptiske én gang for meget end én gang for lidt. Vi må ikke glemme sammenhængen mellem fortidens bitre erfaringer og nutidens udfordringer. F.eks. ved at turde skelne mellem begreber som frihedskamp og terrorisme – eller forstå, hvor livsnødvendige de såkaldte whistelblowere kan være for fremtiden og demokratiet. Nogle af vores medmennesker finder en gang imellem modet til at stå helt alene, frysende og uden for flokkens skærmende tryghed. Det er livets lakmusprøve for hver enkelt af os. Tør vi risikere at ende på den ene eller anden slags bål for vores holdningers skyld? Tør vi – eller må vi magtesløse se os selv blive mere og mere forråede, fordi vi er så rædselsslagne for føle os alt for små i et alt for stort og koldt univers? Mine nu 4 år på Omø har vist mig, at dette sted er en hel del rummeligere end andre steder, jeg har levet.
… og med sværdet i hånd…
Nu, hvor vi igen synger, at hver udenvælts fjende vil finde os beredte med sværdet i hånd, må billedet nødvendigvis vække eftertanker. Hvis man elsker sangen og alt det, den har betydet gennem tiderne, har i hvert fald jeg brug for at søge en forklaring og en fortolkning, som kan rumme udsagnet. Tilsyneladende er der i vores globaliserede verden ikke længere noget, der er ”udenvælts”. Vi må bære ansvaret for hele kloden som for vores egen baghave. I det lys må jeg vælge at tro på det sværd, som Nordahl Grieg rakte os, da han i 1936 skrev: “Her er dit værn mod vold, her er dit sværd: Troen på Livet vort – menneskets værd.” Jeg håber, det er med dét sværd i hånd og mod “ufredens ånd“, bålene skal tændes på fædrenes gravhøje i aften. Og jeg håber, det bål stadig kan brænde i os – også når det regner! Måske kunne vi så samtidig sende stille tanker tilbage i tiden – f.eks. til de danske borgere, som mellem 1936-39 kæmpede mod fascismen i Spanien, eller til de mange andre, som siden har stillet sig til rådighed for Folkeretten og skiftende FN-mandater. Både til dem, der som Røde i Matador måtte følge samvittighedens stemme, men af forskellige grunde ikke nåede længere end til Slagelse, eller til dem som vendte hjem med sår på sjæl eller legeme – og ikke mindst til dem, som betalte den højeste pris.
Vi vil fred her til lands…
Det er klogt at have i tankerne, når vi står ved de symbolske heksebrændinger i den smukke, danske sommeraften. Hjerterne må ikke blive tvivlende kolde! Sund skepsis og en vågen kritisk sans er vigtige redskaber for et menneske i en tid, hvor verdens medier og magthavere kriges om vores ubefæstede sjæle. Det er vores pligt at tvivle, når vi bliver udsat for tydeligt massive, kollektive pres. Vi må tvivle, men med varme hjerter. Vi må ikke lade os forføre af det, vi så frygteligt gerne ville kunne tro på, så vi kan slippe for at skulle tage stilling til de store etiske livsspørgsmål. Det er vores medmenneskelige ansvar i det daglige. Livsvalget – om vi vil acceptere, at den stærkestes ret altid er ukrænkelig – alene fordi den er den mest magtfulde. Nordahl Grieg skrev i optakten til 2. verdenskrig: Krig er foragt for liv – Fred er at skabe.
… når hver sky over marken velsignelsen sender
Lige nu står naturen omkring os i den ypperste livskraft. I gamle dage gik man denne nat ud til helligkilderne, drak af dem og
ofrede i dem, og det siges at mange blev helbredte. En anden myte siger, at hvis man træder, barfodet, i den nyfaldne dug, så ville man få sundhed. Når bålene nu skal stå tændte mellem os – selv de våde og osende – så lad det være et tegn både på barndommens eventyrland og historiens myter på godt og ondt; men også på vores eget ansvar for ikke at dømme og fordømme. Lad os bede til, at vi vil have kræfter nok til at lade tvivlen komme alle anklagede til gode, indtil det modsatte måtte være bevist. Lad os betragte flammerne og gøre dem til en symbolsk renselse – et katarsis bål – som måske kan hjælpe os til at finde mod nok, når livsvalgene melder sig. Dér hvor vi ellers alt for let kunne falde for fristelsen til at blive medløbere i vore dages hekseprocesser.
Vi elsker vort land…
Står man stille og lytter i den danske sommernat – i hvert fald her på Omø – kan man mærke fortiden i vores muld. Jeg begynder så småt at kunne fornemme alle dem, som gik forud her. Når vi fejrer Sankt Hans, oplever vi det i en mangfoldighed af billeder. Barndommen bliver meget nærværende og blander sig med det nutidige. Sommerblomstrende enge. Duftende hyld og lysende grønne Sankthansorme. Traditioner. Skov og strand. Ofte familiens forgæves jagt på et anstændigt Sankt Hans-bål i en silende regn. Den jublende fryd, når heksen hylede og røg ad Bloksbjerg til. Ungdom, forelskelser og håbefuldt romantiske billeder. Men ind i disse lyse sommerbilleder væver sig ekkoer af alvorligere bål. H.C. Andersens “De vilde svaner” og de andre eventyr, som for mange af os blev den første introduktion til ondskaben i verden. Og alle tiders rettroendes henrettelser af de anderledes tænkende, som meget belejligt blev betegnet som kættere og derfor var ubeskyttet bytte. Når tankerne mod vores vilje en gang imellem strejfer disse middelalderlige baner, priser vi os lykkelige for at leve i mere civiliserede tider. Men spørgsmålet er, om ikke også vi lever med daglige henrettelser af de utilpassede – de ikke-rettroende – de forkerte af herkomst, farve og tro?
Men Jo – jeg elsker mit land – men lige nu på Omø allermest
Også selv om meget allerede er tabt, som tog generationer at bygge op. Men jeg elsker det, fordi det er en del af mig, og fordi jeg bærer en del af det med mig, hvor jeg går. Jeg må sørge for at holde mig vågen og i det mindste kæmpe, så godt jeg formår – med åndens sværd i hånd – for at holde fast i de værdier, som de forgangne slægtsled betalte og kæmpede så hårdt for at skabe ukrænkelig respekt om. Hvis jeg ikke længere kan elske det, jeg er rundet af, kan jeg heller ikke elske mig selv. Kan man ikke elske sig selv, er der en stor risiko for, at man ender med at foragte alt liv. Foragt for liv er den mest direkte vej til krig. Hvadenten det er den globale, den lokale, den private eller krigen i den enkeltes eget indre, er den lige ødelæggende for Livet mellem os. Fred er at skabe, skrev Nordahl Grieg. Hvis først vi har tilladt krigen at være det eneste svar på de store spørgsmål, koster det mere end dyrt at vinde freden tilbage, så menneskene igen kan begynde at skabe. Krig er foragt for liv – Fred er at skabe.
Derfor er det vigtigt, at vi sammen kæmper mod fordummelse og manipulationer – kæmper for at bevare et etisk grundlag for vores tilstedeværelse i Verden – så vi stadigvæk kan elske dette vores land. Hvordan vi vil gøre det, må til gengæld være op til den enkeltes samvittighed, holdning og tiltro til Livet.
Pia Raug
Båltale Omø 23.06.2013