I morgen bliver det Langfredag.

Langfredag har altid været en betydningsfuld dag i mit liv. Fuld af spørgsmål og forundring. Dage fulde af evig sorg og evig glæde. Jeg har altid undret mig over forskellene og ledt efter fællesnævnerne. Mellem Langfredag og Good Friday. Mellem de tilsyneladende modsatrettede sproglige udtryk for den samme tilstand. Balanceakt i spændingsfeltet mellem uendelig lidelse og evigt håb om det, der skal komme – lige om lidt.

Aske onsdag for to dage siden hørte jeg på landevejen en livsbekræftende  radioudsendelse på DRP1 (den kanal, som stadig for mig kan retfærdiggøre en høj licens-betaling): Karen Sechers samtale med forfatteren Christian Mørk: “På tomandshånd” i New York. Med skam at melde kendte jeg ikke Mørks forfatterskab; men det vil jeg komme til nu. Samtalen – eller måske rettere den ramme for udfoldelse af en personlighed, som Karen Secher fik lagt – var nærmest nok til at dække et helt års public service værdi.

Christian Mørk har levet i NY i de seneste 27 år, og alligevel er hans talesprog en sjælden lise for et elskende sprogøre – og det uden, at det på nogen måde bliver arkaisk. Jeg hørte ord i hans mund, som jeg nærmest ikke har kunnet høre i dansk offentlighed i dette årtusind – og alligevel hører han tydeligt til en fremadrettet verden og lader sig ikke straks dømme som anakronisme – som desværre så alt for mange andre sprogbærere – om end han tydeligt har sin egen histories vingesus med sig.

Noget i det, han fik sagt undervejs, fik mig til at standse bilen og nedskrive, at vingerne må foldes ud, og man må tage afsæt og springe ud i det ukendte uden sikkerhedsnet, hvis man vil kunne opleve at danse med universet. Eller som nogen måske ville sige det: Stole på, at det er muligt, at lade sig oppebære af et guddommelige forsyn, og at man således alene – i sit lille, skrøbelige liv – kan trodse og undsige alverdens ondskab, magtfuldkommenhed og egennytte.

Og hvad har det så med Langfredag  og Good Friday at gøre? Det slog mig, at der engang var én, som måtte folde vingerne ud i smerte: Eli, Eli, Lama Sabachthani! Men den tilsyneladende død blev vendt til velsignelse og genopstandelse Påskemorgen. Fyrre dage senere blev det til en flyvetur på opvindene – og blot 10 dage senere igen blev det til skriften på væggen og de sprog, som sætter os i stand til at nå hinanden og række ud over den sorg og ensomhed, som følger med, hver gang man står alene på kanten af det ukendte og må lede efter modet til at tage afsæt. Immanuel – Immanuel.

God Påske

Pia Raug