Ja – så sidder jeg altså igen ved tasterne i anledning af en død. Den eftertanke har fortalt mig, at jeg nu må have bevæget mig ind i endnu en fase af “Statusopgørelser”. Sidst det skete, var op til min fyrreårs fødselsdag i 1993, hvor jeg skrev titelsangen til cd’en “Silke & Stål”, som udkom i 1994. På det tidspunkt var det så småt begyndt at gå op for mig, at min kærlighedsaffære med musikken og “alt dens væsen” nok betød, at jeg ikke ville få sat mine børn i verden i dette liv. Den ny statusopgørelse, som lige nu tyve år senere prøver at vække mig, synes at synge om alt det, som for alvor fik betydning i mit liv. Både som menneske og som “Ridder bevæbnet med musik og ord”.

I onsdags var det 10 år siden digteren Thorkild Bjørnvig døde. Jeg mødte Thorkild ganske få gange, men det første møde satte sig varige spor.

Over vinter og forår 1988/89 op til Europaparlamentsvalget, rejste jeg sammen med Birgit Bjørnvig og Ulla Sandbæk rundt i landet og sang ved deres vælgermøder. De var på det tidspunkt begge kandidater for Folkebevægelsen mod EF (og de blev begge genvalgt).

I den forbindelse besøgte jeg Birgit på Samsø og fik den smukke oplevelse at blive inviteret til at gå med digteren på hans lange spadseretur op gennem bjergene ved Issehoved og tilbage langs stranden, mens Birgit beredte frokosten på tagterrassen med udsigt over bjergene. Mens vi vandrede, fik jeg – meget håbefuldt og nok også med en ret utidig trang til selvspejling – fortalt det menneske, som om nogen var gjort af tanker og ord, at også jeg havde en drøm om engang at skrive en bog. Med al ungdommens ukuelige mod og selvbevidsthed fik jeg fortalt om de få brudstykker, jeg kendte. Jeg må dog have haft en fornemmelse af, at det nok var lige i overkanten forfængeligt at lægge mine små, ufærdige tanker på skuldrene af en rigtig digter; men til min store forbløffelse lyttede han opmærksomt og professionelt, reflekterede og stillede spørgsmål – uden det mindste spor af overbærenhed eller bedreviden. Han gav mig med sin ægte interesse det første mod til måske engang at få gjort den utopiske drøm til virkelighed. Han var den første, som med alvor behandlede mine spæde forsøg på at række ud efter de ukendte ord. Og han behandlede min person, som en godt nok ung, men alligevel uudfoldet “ligemand” af en slags. Min (hidtil :-)) eneste roman, “Bristepunktet”, udkom 10 år senere på forlaget Forum. I mellemtiden var også “Pagten” kommet til at spille en afgørende rolle i én af de livstråde, jeg har beskrevet dér.

Thorkild Bjørnvig døde 5. marts 2004, 86 år gammel; men hans ord lever videre, sådan som alle store digteres. Den tidlige sommerdag på Issehoved i 1989 og digterens gavmildhed blev endnu én af de værdifulde perler på min livstråd. Og som alle de andre afgørende sidder den dér og fortæller om et nærvær, der blev evigt.

” … Solen og smerten som danser sammen …” (sammen med de barnlige bølger citat fra sangen “Silke & Stål”)

Pia Raug