Ellen Heiberg sov stille ind på hospice natten mellem onsdag og torsdag i sidste uge.
Ellen kunne få al ting til at gro ud af ingen ting. I hendes hænder spirede både jord og ord, og når hun i morgen kl. 14:00 bliver bisat fra Frederiksberg Kirke, ville jeg ikke blive spor forundret, om træerne pludselig sprang ud midt i vintermørket, eller om blomsterne løftede deres søvnige hoveder op over den trygge vintersøvn – blot for at tage afsked med dette væsen, som kunne få asfalten til at blomstre, mens hun gik på den. Der findes ikke den forsømte urtepotteplante, som kunne snige sig uden om Ellens skarpe blikke og grønne fingre – og vi er mange venner, som har set “de hensygnende” blive kaldt tilbage til livet fra den visse død.
Også mennesker kunne “genopvækkes” ved hendes tilstedeværelse. Jeg husker en gang for mange år siden, hvor hun kom på besøg hos mig og min kæreste i Århus. Hun ankom selvfølgelig lige midt i et muromvæltende, ophedet skænderi. Ellen sagde pænt goddag og var så pludselig forsvundet igen: “Jeg skal lige” … uden at vi rigtigt bemærkede det, fordi vi var så optaget af vores egen holmgang. Der gik en tid, og så stod Ellen igen i lejligheden, men denne gang næsten usynlig, med det hennarøde hoved godt skjult bag en kæmpe, grøn plante: “Ja – jeg fik jo en fornemmelse af, at I nok kunne trænge til lidt Husfred, men jeg kunne også fornemme, at der vist nok var brug for en ret stor én af slagsen!” Og så sænkede freden sig virkelig igen over det lille hjem, og den holdt sig, så vidt jeg husker, faktisk i flere år. Ellen kunne få tingene til at blomstre, også når de var tæt på at tørre ud.
Mellem tidsler og gule hindbær: “Din cykel var altid lastet med blomster der stod i kasser og bøtter – du trak den langsomt gennem byen – jeg skammede mig over dig – du var så tynd og din kasket var gammel – du vidste alting om blomster biller tusindben sommerfugle og politik – havde tændstikæsker i lommen med små mirakler – og guldsmedene i din have var de største i verden – jeg elskede stilheden og gemte mig i solen bag kompostbunken hvor jeg stjal forbudte grønne tomater – betragtede fuglerederne – og drømte – du lod mig altid i fred – tavst gravede du og kom først hjem når det var helt mørkt – efter regnvejr gik du rundt i ram lugt af jord og så hvor valmuerne lyste – roserne var et stort kapitel i dit liv – du var syg i lungerne inden jeg blev født – og alting visnede – når du var væk”
Digtet her har jeg hentet i Ellens erindringsglimt af sin blomsterelskende far fra bogen “Om lidt er der sol på bagtrappen”, udgivet i 2009 på authors.dk. Jeg har i dag forgæves forsøgt, om den findes til salg noget sted. Syntes jeg måtte fortælle andre om den smukke oplevelse, de ville gå glip af, hvis de ikke investerede i lidt af denne sol til deres egne bagtrapper. Mit eksemplar fik jeg af Ellen i hendes hjem for ganske kort tid siden mellem hospice og hospice. Hun fortalte, at hun havde kasser fulde af denne sol stående – men godt nok inde i selve lejligheden – ikke på bagtrappen!
Når man kiggede ud ad vinduerne i Ellens stuelejlighed (så godt som det nu var muligt for alle de mange livsduelige vækster i hendes vindueskarm), kiggede man ud i en paradisisk have groet op gennem mange års hemmelig knoklen med at få små stumper asfalt møjsommeligt brudt op og smuglet væk. I de første mange år med et ukueligt mod i forhold til “øvrigheders” og asfalterede stenbro-borgeres modvilje mod levende vækster – senere til en stadigt spirende glæde for ejendommens mange andre beboere. En glæde som også langsomt og kærligt sneg sig fra baggården om på den anden side og smittede af på de “officielle” bede mellem forhus og baghus.
Kære Ellen – jeg håber ikke, alting vil få lov at “visne, når du er væk”, men at de spor, du har sat i dine nære omgivelser vil være så værdsatte, at de vil blive holdt i live – om ikke før, så når nogen bliver klar over, hvor tom og gold baggården ville blive, hvis den igen blev dækket af nydelig asfalt og ikke længere ville kunne være et livgivende paradis for blomster, bier, fugle, sommerfugle og andre menneskelige skabninger. Jeg er sikker på, at det – dér hvor du nu er – ville være den største gave, den verden du måtte forlade, kunne give dig til eftermæle. Og hvem ved, måske ville så elskere af ord og spirende liv også i fremtiden kunne finde frem til denne lille, sjældne storby-oase og mærke, at dine blomster og dine ord stadigvæk er i live omkring os.
Pia