Så kom årets første, spæde sne hvirvlende for kulingen fra sydøst, mens fronten trækker ind over landet fra sydvest. Noget kunne tyde på, at sneen her på Omø endelig efter 7 års forgæves venten kan få sig et holdbart dige at komme trimlende henover. Der var stormflod i 2006, hvor en stor del af øens huse ved havnen blev oversvømmet. Det var en storm, som kun skulle komme én gang i ét århundrede. Den kom igen og brød igennem i kølvandet på november-orkanen 2013. Aldrig har 100 år været så korte! Denne gang druknede kun vejene, engene og haverne, mens husene blev sparet ved hjælp af sandsække, øens eget beredskab og 17 importerede mænd fra Beredskabsstyrelsen.

Her på toppen af øen er der ingen umiddelbar risiko for oversvømmelse på trods af klimaforandringerne, og det er længe siden, her har været kålgårdspile, som piber trist gennem snefoget; men denne “halvgammelmor” haler alligevel op i sokkerne og ser, om ikke forsagt, så dog alligevel med en anelse januar-vemod, derud. Om lidt skal der hentes brænde, og huen skal trækkes godt ned over ørerne mod blæsten. Ilden danser alt for grådigt i brændeovnen og veddet fortæres på få øjeblikke. Udenfor ligger stormfældede kæmper og lover brænde nok til flere sæsoner, når det bliver skåret op og kløvet; men lige nu er der foruroligende lavvande i brændestablen i stalden, så modsatrettede følelser strides i sjælen: Længselen efter “ingenting i verden så stille som sne” og nødvendigheden af tilstrækkelig varme indendøre.

Den tynde sne har lagt sig i plovfurerne ude på marken og den kraftige vind pisker bølgerne op nede på revet så voldsomt, at de ligner små, sammenklaskende isbjerge, gennem det blege snegardin, som knyger ud af himlene. Men hverken hegn eller gård blev vist slugt i denne omgang. Snefronten passerede på et øjeblik. Nu er der kun duetterne mellem den hårde blæst, havet og sangen i de nøgne trækroner tilbage til “den kedsom vinter gik sin gang”. Det fyger ikke. Der er  ingen får ved hækkene eller pølser på rækkerne; men om 20 dage kommer Kjørmes Knud, og så ved vi med de gamle, om vinteren endnu kan nå at blive så lang og hård i år, som den har været det før.

“Vinteren har været hård i år – jeg har set det i alle øjne – den gik til marv og ben – hvide ansigter som masker – natsorte sjæle som sten – I dag er det klart og stille – ligetil – jeg er til – havet synger – det er her Livet ender – og begynder”

(af “Paradisets børn” fra cd’en “Forår i menneskenes land” Raug/Raug)

Pia Raug