Da jeg var barn, havde vi ”Juleglæden”. Ikke kun begrænset til en kort måneds hektiske aktiviteter, men spredt ud over hele året med rund hånd! Når vi småunger tegnede ”paradis” på vejen med gode kridtsten og hinkede ud og ind mellem mælkemandens hestepærer – når vi byggede snemænd i de sene vintre med våde uldvanter – når vi legede ”gemme” og plukkede krokus i naboens have i de tidlige forår – når vi sad på støvede kantsten med brune ben og hestehaler og svedte som asfalten på de hedeste sommerdage – eller trykkede næserne flade mod efterårets algegrønne, regnsilende ruder – så sagde vi alle med én stemme: ”Dér kommer ”Juleglæden”!
Juleglæden var en lille grå kone med en stor, ternet taske. Vi genkendte hende allerede, når hun drejede om hjørnet på lang afstand. Hun var i familie med andre mytologiske væsener som trolde, prinsesser, hekse og skorstensfejere. Hun gik ikke ind gennem alle havelågerne på vejen, men alligevel hos mange. Hun gik ind hos husmødrene, samlede småbeløb sammen og gemte dem i sin store taske indtil december, så familierne kunne være sikre på, at der var penge at holde jul for. Allerede kort tid efter et lykkeligt overstået Nytår dukkede hun op på de isnede, januarskovlede fortove og varslede, at det nu igen var tiden at begynde at forberede og glæde sig.
Måske eksisterer Juleglæden stadigvæk, men er blot blevet usynlig mellem alle de svulmende, hængte plastic-hjerter i næsten-gran-guirlander. Måske hører hun til en svunden, uskyldigere tid. Jeg havde savnet hende så længe, at jeg næsten havde glemt hende og kunne ofte længes tilbage til den gang julens overflod kun var en selvfølge for et lille fåtal, og hvor højtiden, for de fleste, måtte forberedes med forventning og afsavn hele året igennem. Denne følelse ligner til forveksling romantiserende nostalgi, men når jeg indhyller mig i julens salmer og sange, forstår jeg, at den griber langt dybere end som så. Den er duften af andagt og barndommens forventning, som ligger indfældet i hvert ord og hver tone, og ikke bare forbundet med min egen start på livet, men også med begyndelsen til den verden, jeg er vokset op i.
Af og til dukker ord og enkelte linjer op i utide. Selv midt i forårets grokraft og sommerens hede kan de pludselig dukke op – og straks mærker jeg sneen fyge og lægge sig om hushjørnerne. Og skimter jeg ikke lige netop en lille grå skikkelse med en stor, ternet taske fortone sig i snefoget? På denne måde kan barndommens ”Juleglæde” blive en hemmelig undertone i alle de landskaber, jeg bevæger mig i året igennem. Bag løvspringet står ”grenen fra livets træ” skønt ”med lys som fugle på kviste”. Hører jeg ikke netop vingesuset af ”den store hvide flok” bag den stive blæst? Ser jeg ikke ”oksen kysse barnets fod”, når solen summer over en gumlende ko på engen?
Julen behøver ikke nødvendigvis forvises til en mørk afkrog af året, men kan dukke op som glæde og lys på de mest uventede tidspunkter. Juleglæden som en længe mistet barndommens ven, som lader sig genkende i forklarede glimt. Den glæde, som man må investere i året igennem, for at den kan lyse i den mørkeste tid. Glæden, som ikke kan købes for penge, men som må betales over lang tid med forventning. Julens tanke kan holde usynlige hænder under livets og årets gang gennem vores verden, som den har kunnet det tålmodigt meget længe – så længe, at vi ofte glemmer tanken for indpakningen. Der kan være mere jul i en stor, fattig, men ternet taske end i alverdens guld og glimmer. Og der kan være en hel del mere jul i digternes ord end i de klingende kasseapparater.
I dag er der kun en måned til juleaften. Jeg skrev denne tekst i forbindelse udgivelsen af min cd med julesalmer i 1996. I år har Omø-Bladet spurgt, om de må trykke teksten i julenummeret, og derfor har jeg fundet den frem igen. Jeg tilbringer megen tid på Omø i disse år, og hvis nogle af jer skulle have lyst til at kigge lidt ind i, hvad der i øvrigt foregår på den lille perle i Storebælt, så skulle I besøge www.omoe-net.dk og gå lidt på opdagelse.
Pia Raug