Reception og debatmøde om Modersmål-Selskabets Årbog 2013

Som bidragyder til Modersmål-Selskabets Årbog i år var jeg blevet inviteret med til udgivelsesreceptionen i tirsdags på Frederiksbergs Kommunes musiksted, Metronomen. Jeg var blevet spurgt, om jeg kunne have lyst til at tale lidt om min artikel “I begyndelsen var ordet”. Jeg ville møde medlemmer og gæster sammen med to af de andre bidragydere, filosoffen Marie Møller Kristensen og digteren Søren Ulrik Thomsen. Desværre nåede han ikke frem i tide; men det var så til gengæld en oplevelse, at være tilhører til Marie Møller Kristensens til lejligheden skrevne forelæsning. I forvejen kendte jeg hende kun fra artiklen “Jeg er dynamit” i årbogen, og den havde grebet mig. Det blev samtidig en udsøgt fornøjelse at være i dialog med selskabets medlemmer og møde repræsentanter for bestyrelsen. Hvis man elsker det danske sprog, kan jeg kun anbefale at gå på opdagelse i Modersmål-Selskabets årbøger – også i den dugfriske 2013-udgave, som fra mange forskellige indgangsvinkler kaster lys over, hvordan vi kommunikerer med og taler til hinanden. Den omfatter også Søren Ryge Petersens takketale, da han den 4. september modtog Modersmål-prisen. At læse den giver en ganske særlig glæde.

Man kan på hjemmesiden holde sig orienteret om de forskellige arrangementer, som bliver afholdt i selskabets navn. Jeg selv er lykkelig for, at jeg på et tidspunkt fik taget mig sammen til at melde mig ind – og blev selvfølgelig ikke mindre stolt, da jeg her i foråret blev spurgt, om jeg ville bidrage til årets årbog.

www.modersmaalselskabet.dk

Pia Raug